Airbus truer med tab af arbejdspladser uden brexit-aftale

Driftsdirektør i Airbus, Tom Williams. Fold sammen
Læs mere
Foto: REMY GABALDA

Manglende fremskridt i brexit-forhandlingerne får nu Airbus til at true med at trække sine investeringer fra Storbritannien, hvis landet forlader EU uden en aftale.

Det skriver Bloomberg News, der kalder det den stærkeste advarsel hidtil fra et større selskab om konsekvenserne af et såkaldt hårdt brexit.

»Sagt forenklet, så truer et scenarie, hvor der ikke indgås en aftale, direkte Airbus' fremtid i Storbritannien,« siger driftsdirektør i Airbus Tom Williams.

Airbus har ifølge BBC flere end 6000 ansatte på sin vingefabrik i Broughton i Wales og yderligere 900 ansatte i Newport.

Den britiske regering har efterfølgende meddelt, at den stadig venter at lande en aftale med EU i forbindelse med brexit.

»Vi er sikre på, at vi kommer til at lave en god aftale, en aftale der sikrer, at handel er så frit og friktionsløst som muligt, det inkluderer også flysektoren,« siger Primierminister Therese May's talsperson ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Pundet ligger fredag morgen svækket i 0,8770 pund per euro mod 0,8755 torsdag eftermiddag.

Airbus-aktien stiger derimod 0,9 pct. til 99,50 euro på børsen i Paris.

/ritzau/FINANS