Airbnb vokser hastigt i Danmark

Nettjenester, der formidler overnatninger hos private, skaber ny forretning i Danmark. Hoteller og feriehusudlejere er foreløbig ikke nervøse. Nogle vil endda samarbejde med de nye spillere, men de beder om lige vilkår at konkurrere på.

30BBMSENG.jpg
Læs mere
Fold sammen

500.000 stk. – så mange overnatninger formidlede den amerikansk-ejede nettjeneste Airbnb i Danmark i 2014. Den amerikanske nettjeneste har organiseret markedet for privat udlejning af villaer og lejligheder over hele verden og har med de 500.000 overnatninger en samlet andel af det danske marked på godt to pct. Medlemmerne af Horesta, danske hoteller og kroers brancheforening, havde sidste år godt 45 mio. overnatninger.

Antallet af brugere og udlejere hos Airbnb stiger betydeligt. Der er nu et udbud af over 10.000 værelser i Danmark. Det kan sammenholdes med, at den etablerede hotelbranche har godt 49.000 værelser at tilbyde.

Væksten i de nye nettjenester fik i efteråret 2014 Horesta til at skrive til politikerne og spørge, hvordan de vil regulere de nye spillere på markedet.

»Vi er ikke imod konkurrence. Vi tror også, Airbnb og lignende portaler kan tiltrække turister til Danmark, som ellers ikke ville komme her. Men vi ser jo gerne, at der konkurreres på lige vilkår. Vi er som hoteller underlagt en lang række regler om registrering af gæster, brandsikkerhed og lignende, og vi betaler moms og skat af vores omsætning,« siger Kirsten Munch, der er politisk chef i Horesta.

Reelt har Horesta ikke fået nogen svar fra politikerne endnu. De har tydeligvis svært ved at forholde sig til problematikken.

Birthe Becker Schultz, salgsdirektør i den største danskejede hotelkæde, Arp-Hansen Group med 13 hoteller i Storkøbenhavn, er heller ikke umiddelbart bekymret.

»Der kommer hele tiden nye spillere på vores marked. For år tilbage var det de store bookingportaler. Nu oplever vi så nye nettjenester. Vi kan ikke mærke noget til Airbnb i markedet. Faktisk tror vi, at tjenester som disse er med til at udvide markedet,« siger Birte Schultz.

»Det københavnske hotelmarked har i disse år en stadig højere belægningsprocent. Der kommer stadig flere turister, kongresdeltagere og rejsende til København. Da vi åbnede Tivoli Kongreshotel i 2010, frygtede mange øget konkurrence. Men vi har trukket ny forretning til byen, som også kommer andre aktører i branchen til gode. Sådan er det nok også med Airbnb og de andre tjenester,« mener hun.

Vil samarbejde med Airbnb

Adm. direktør Kaj Frederiksen fra et af landets største bureauer for udlejning af feriehuse, Sol & Strand, byder også Airbnb velkommen som en ny spiller.

»Vi yder en stor service over for vores private udlejere. Det gælder både markedsføring og fullscale service over for lejerne. Det kan Airbnb næppe matche, så vi tror ikke, vi mister kunder på udlejningssiden. Når det gælder gæster, kan Airbnb og lignende være med til at skabe ny interesse for Danmark,« mener Kaj Frederiksen.

Men han ser også en mulighed for, at bureauer som Sol & Strand kan samarbejde med Airbnb. Han er ikke udelt tilfreds med de internationale portaler, der findes for leje af feriehuse.

»Vi har kapacitet at udleje uden for højsæsoner. Hvis vi gik i en forhandling med Airbnb, kunne vi måske finde ud af, at vi havde fælles interesser på nogle områder. Det skal man bestemt ikke udelukke,« siger Kaj Frederiksen

Han peger på, at Airbnb er blevet et stærkt globalt brand, som utvivlsomt gerne vil udvide forretningen. Og den kan også omfatte bureauer, der står for feriehusudlejning og tilbyder den fulde service, mener han.

I udlandet har der været flere forsøg til at stække tjenester som Airbnb. I Detroit i USA kræver bystyret, at man skal betale licens for at tilmelde sig tjenesten. I New York har de lokale myndigheder søgt at forbyde den.

I sommer fik Airbnb en bøde på 30.000 euro for at bryde turismelove i Barcelona, og i Berlin har man indført en ny boliglov, som forbyder regelmæssig korttidsudlejning af værelser uden tilladelse fra myndighederne.

Omvendt har Amsterdam som en af de første byer indført Airbnb-venlige regler, da man med deleøkonomien i tankerne har tilladt indbyggere at udleje deres hjem i op til to måneder om året til maksimum fire mennesker ad gangen.