Aftalen er i hus: Her er hvad grækerne lover

Eurogruppen er blevet enig med den græske regering om en forlængelse af lånepakkerne. Her er listen over reformforslag og tiltag, den græske regering forpligter sig til at gennemføre.

Foto: ARIS MESSINIS. Manden med listen. Den græske finansminister Yanis Varoufakis sendte mandag aften en vigtig liste til sine kolleger i de øvrige Eurolande.
Læs mere
Fold sammen

»Kære præsident for Eurogruppen«

Sådan indleder den græske finansminister Yanis Varoufakis det brev, han cirka 23.15 mandag aften mailede til Eurogruppens formand, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem.

Brevet indeholder en liste med forslag til reformer og tiltag, som grækerne vil gennemføre, til gengæld for at få forlænget deres enorme hjælpepakke fra EU og IMF (Den Internationale Valutafond), som samlet set beløber sig til 240 milliarder euro.

Financial Times har fået adgang til listen, som kan læses her.

Tonen er blevet noget mere elskværdig end retorikken under de seneste ugers dramatiske forhandlinger, hvor den nyvalgte premierminister Alexis Tsipras nåede at lufte tanken om at bede tyskerne om krigsskadeerstatning for Anden Verdenskrig.

I brevet lover finansministeren, at den græske regering forpligter sig til at arbejde tæt sammen med sine europæiske partnere, institutioner og Den Internationale Valutafond om tiltag, der kan »styrke den finanspolitiske bæredygtighed, garantere den finansielle stabilitet og fremme det økonomiske opsving«

Under punktet skattepolitik lover den nyvalgte regering blandt andet at optrappe indsatsen mod skattesvindel - og unddragelse betydeligt, og at den vil arbejde for at:

»Skabe en ny kultur for overholdelse af skattereglerne for at sikre, at alle i samfundet, og især de velhavende, bidrager på en fair måde til de offentlige finanser,« lyder det i afsnittet som fortsætter:

»I denne sammenhæng vil vi, med hjælp fra vores europæiske og internationale partnere, etablere en formue-database, som kan assistere skattemyndigheder til at tjekke rigtigheden af tidligere selvangivelser.«

Den græske regering lover blandt andet også, at den vil indføre en moderne offentlig administration og »gøre kampen mod korruption til en national prioritet« og bekæmpe tobakssmugleri og hvidvaskning af penge.

Under valgkampen sagde Alexis Tsipras og hans parti Syriza, at de ville rulle de privatiseringer tilbage, som den tidligere regering indførte på befaling af EU. Det er dog droppet nu. Under punktet »politikker der skal fremme væksten« lover regeringen direkte, at de græske myndigheder vil:

»forpligte sig til ikke at rulle privatiseringer tilbage, der er blevet gennemført.«

Derudover indeholder listen også arbejdsmarkedsreformer, reformer der skal skabe et bedre miljø for erhvervsdrivende, og reformer der skal skabe et bedre juridisk system og sikre, at de nationale græske statistikker og data er troværdige og i overensstemmelse med internationale standarder.