Afmatning kan spores i bankregnskaber

Pengeinstitutterne kan nu for alvor mærke nedgangen i konjunkturerne.

Selv om kun 21 ud af omkring 60 danske pengeinstitutter indtil nu har fremlagt årsregnskab, er tendensen tydelig: Der er sket en stor stigning i de udlån, som bankerne ikke længere regner med at få renteindtægter på.

Det viser en opgørelse, som landets eneste bankanalytiker, Bjarne Jensen fra firmaet Bjarne Jensen Consult, har foretaget på baggrund af regnskaberne fra en række egns- og lokalbanker.

- Selv om pengeinstitutterne fører disse lån som nul-forrentede lån, er det dog ikke ensbetydende med, at de har opgivet chancen for at få pengene tilbage. Men at denne post vokser i regnskaberne, er et tegn på, at kvaliteten af udlånene og garantierne er faldet. Det er et signal om, at det på sigt kan føre til stigende tab og hensættelser, siger Bjarne Jensen.

Et par pluk i opgørelsen viser, at kontoen for nul-forrentede lån i eksempelvis Jyske Bank er steget med 43,2 pct., i Forstædernes Bank med 115,5 pct., i Alm. Brand Bank med 195,7 pct. og i den lille Vinderup Bank med 67,4 pct.

Til gengæld viser opgørelsen, at de mindre pengeinstitutter fortsat kaprer kunder fra de store bankfusioner og dermed øger markedsandelen på det danske bankmarked.

2000 blev bankernes rekordår, og indtil videre tyder de offentliggjorte regnskaber ikke på, at 2001 vil kunne overhale indenom.

- Vi mangler dog endnu regnskaber fra storbankerne. Men som det ser ud nu, er regnskaberne nok nydelige, men ikke prangende, siger Bjarne Jensen.

Ritzau