Aflyses dit fly på grund af coronasmitte? Så kan du have krav på erstatning

Lige nu aflyses tusindvis af flyafgange verden over, blandt andet som følge af smitte med omikron blandt personalet. Sker det for dig, kan det være en god idé at undersøge, om du har krav på erstatning.

SAS aflyste mange afgange lige op til jul, men har ved hjælp af overarbejde blandt personalet løst problemet midlertidigt i juledagene. Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Luftfartsindustrien er hårdt ramt af den nyeste coronavariant, omikron, som medfører tusindvis af aflysninger på globalt plan om dagen. Særligt USA og England er hårdt ramt, og i Danmark måtte SAS aflyse 60 afgange op til juleferien.

Det har særligt været smitte blandt flypersonalet, der har tvunget mange store selskaber til at aflyse afgange.

Og selvom de færreste havde forudset situationen, hvor smittetallene med omikronvarianten slår rekorder, kan man have krav på andet end blot en refunderet flybillet, hvis ens afgang aflyses som følge af sygdom blandt personalet.

Det fortæller Gustav Frederik Thybo, administrerende direktør i virksomheden Flyhjælp, der hjælper passagerer med at få økonomisk kompensation fra flyselskaberne ved forsinkelser, aflysninger og overbookinger.

»Man kan få erstatning på op til 4.500 kroner pr. person, hvis årsagen til aflysningen er en omstændighed, som flyselskabet kunne have undgået. Og normalt er sygdom blandt personalet ret gode sager, fordi flyselskabet skal have andet personale til rådighed,« siger Gustav Frederik Thybo.

Derfor forsøger Flyhjælp, der har oplevet 85 procent flere henvendelser om aflysninger i december sammenlignet med september, at søge om kompensation på kundernes vegne.

»Vi ved ikke endnu, om man kan få kompensation i forbindelse med den nuværende situation, men vi søger i hvert fald om det i de her sager. Hvis mange ansatte er syge i et lille flyselskab, kan man nok ikke få kompensation. Men hvis der er tale om relativt få ansatte i et stort flyselskab, så bør man have en god sag. Folk bør kende deres rettigheder i stedet for at stille sig tilfredse med at få refunderet billetten,« siger Gustav Frederik Thybo.

»Taknemmelige« for personalet

Hos SAS fortæller pressechef i Danmark Alexandra Lindgren, at man er hårdt ramt af sygefravær blandt de ansatte. Mange er smittet med coronavirus, mens folk også som sædvanlig har influenza og andre vintersygdomme.

SAS har dog været fri for at aflyse flere afgange end normalt i juledagene, fordi man ifølge pressechefen har kunnet kalde sit øvrige personale ind til flere vagter.

»I juledagene har utroligt mange af vores raske medarbejdere ydet en ekstra indsats og droppet deres fridage for at få tingene til at hænge sammen. Så vi har løst udfordringen i ferien, som er gået ganske fint, med hjælp fra vores fantastiske personale,« siger Alexandra Lindgren.

Hun lægger vægt på, at det er svært at spå om fremtiden mere end et par dage frem, men at det lige nu »går fint«.

Hvor længe kan I blive ved med at få det til at hænge sammen ved at kalde jeres raske personale ind på fridage og få dem til at tage overarbejde?

»Vi er utroligt taknemmelige for personalets indsats, men det er selvfølgelig ikke holdbart i længden. Så vi håber, at mængden af syge medarbejdere aftager, og vi er i gang med at se fremad for en mere holdbar løsning ved at optimere vores ressourcer og gennemgå vores fremtidige planlægning.«

SAS har indtil videre ingen aflyste afgange fra København tirsdag, og pressechefen forventer »bedre dage« fra januar.

»Men det er selvfølgelig meget svært at sige noget om, hvordan situationen udvikler sig,« siger hun.

Intet usædvanligt

Ifølge Wall Street Journal blev omkring 1.300 amerikanske fly aflyst mandag, efter at flere end 2.800 afgange blev aflyst i weekenden. Mange aflysninger skyldtes coronasmitte, mens andre var på grund af snestorme.

Samtidig skriver BBC, at over 2.200 fly fra England blev aflyst mandag, så der nu er blevet aflyst over 8.000 afgange siden juleaften. Der er særligt tale om afgange til USA og Kina. Mange af aflysningerne skyldes coronasmitte blandt personalet, skriver BBC.

Tirsdag klokken 12.30 dansk tid var der ifølge trackingtjenesten Flightaware aflyst 2.210 nye flyafgange på verdensplan.

I Københavns Lufthavn har man dog ikke været usædvanligt hårdt ramt, selvom smitten er højere i Danmark end i resten af verden. Det oplyser pressechef Lars Lemche i et skriftligt svar til Berlingske.

»I Københavns Lufthavn har vi kun i meget lille omfang set flyaflysninger grundet coronavirus. Allerede i november ændrede de fleste flyselskaber deres trafikprogram og aflyste en-to måneder før planlagte afgange. Ser vi på aflysninger inden for de seneste 14 dage, så var december tæt på normal,« skriver han.

I den sidste uge i november blev 6,2 procent af flyene fra Københavns Lufthavn aflyst. Siden da har de mange aflysninger dog hovedsagelig ramt resten af verden, skriver Lars Lemche:

»Det voldsomme antal flyaflysninger globalt har især været i Asien og USA, der samtidig har været ramt af utrolig dårligt vejr. Vi har ikke set noget, der ligner herhjemme.«