Afgørelsens timer i SAS

Mandag bliver lidt af en skæbnedag for mange ansatte i det skandinaviske luftfartsselskab SAS.

Læs mere
Fold sammen
Mandag klokken 10 mødes forhandlerne for piloterne i SAS med koncernens ledelse til det afgørende møde om en ny overenskomst, og senere mandag offentliggør forbundet for det svenske kabinepersonale sin holdning til resultatet af forhandlingerne med SAS.

Mandag er samtidig sidste chance for de danske kabineansatte til at indgå en aftale, inden koncernchef Jørgen Lindegaard tirsdag skal præsentere bestyrelsen for det endelige resultat af overenskomstforhandlingerne på et ekstraordinært bestyrelsesmøde i Stockholm.

Søndag aften forhandlede de danske kabinefolk og SAS fortsat i Forligsinstitutionen i København, og formanden for de 1600 danske kabineansatte, Verner Lundtoft Jensen, var umiddelbart optimistisk.

- Det ser positivt ud, lød den kortfattede besked, da Ritzau fangede ham under et kort ophold i forhandlingerne.

Til gengæld ser det sort ud for de 1500 svenske kabinefolk, der foreløbig har sagt nej til SAS-ledelsens krav om lønnedgang.

/ritzau/