Afgifter på elbiler kan tredobles fra næste år

Et beslutningsforslag fra oppositionen om at udskyde afgifterne på elbiler er blevet stemt ned i Folketinget. Regeringen afventer anbefalinger fra kommission, før den vil tage stilling til, hvordan afgifterne skal se ud i 2021. Men løbet kan snart være kørt, for bilbranchen vil have sikkerhed om afgifterne inden sommerferien, før de bestiller nye biler hjem.

Usikkerhed om afgifterne på elbiler i 2021 kan betyde, at der vil blive importeret langt færre elbiler. Det er vigtigt at få afklaret hurtigt, mener branchen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis ikke politikerne i Folketinget bliver enige om, hvad der skal ske med afgifterne på elbiler i år, vil afgifterne fra næste år stige fra 20 til 65 procent.

Derfor har oppositionen med Venstre, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Konservative og Liberal Alliance fremsat et beslutningsforslag, der skal sikre, at de nuværende afgifter på elbiler også gælder i 2021.

Men forslaget blev nedstemt af regeringen og dens støttepartier med henvisning til, at man vil afvente Eldrup-kommissionens anbefalinger. Eldrup-Kommissionen blev nedsat i februar 2019, med tidligere Dong-topchef Anders Eldrup i spidsen, og har til formål at levere en konkret strategi for, hvordan klimamålsætningen om, at alle nye biler i 2030 er lavemissionsbiler kan realiseres. Og hvilke afgifter, der skal være på elbiler fremover.

Kommissionen kommer med sine bud på en grøn omstilling af bilparken »medio 2020«, men det kan være for sent. For ifølge bilimportørerne har de brug for afklaring inden sommerferien, før de tør bestille de biler hjem, som skal sælges næste år. Her ærgrer man sig over, at forslaget ikke er gået igennem.

»Vi er kede af, at det her ikke er gået igennem. Det er helt afgørende, at der bliver truffet en beslutning nu, både for bilimportørernes skyld og for forbrugernes skyld. De skal vide sig sikre på, hvilke afgifter der gælder,« siger administrerende direktør Gunni Mikkelsen, De Danske Bilimportører.

Vil gerne gøre det mere attraktivt at vælge grønne biler

Regeringen og dens støttepartier valgte at fastholde lavere afgifter for elbiler i 2020. Og selv om det stadig er usikkert, hvordan afgifterne kommer til at se ud i 2021, erkender skatteminister Morten Bødskov (S), at der er behov for hurtig afklaring.

»Jeg er enig i, at det er presserende at få omstillet transportsektoren i en mere grøn retning. Vi vil gerne gøre det mere attraktivt at vælge grønne biler,« siger Morten Bødskov ifølge Ritzau.

Men den grønne omstilling må, ifølge Morten Bødskov, ikke ske på bekostning af velfærdssamfundet. Bilisterne lægger nemlig årligt omkring 50 mia. kr. i afgifter i statskassen.

»Men vi skal og kan vise, at vi kan lave en grøn omstilling og fastholde et stærkt velfærdssamfund,« siger Morten Bødskov.

Venstre er skuffet over, at man ikke kunne nå til enighed om at udskyde afgifterne i endnu et år allerede nu.

Partiets bæredygtighedsordfører, Marie Bjerre, ærgrer sig over, at man ikke kunne give bilimportørerne og forbrugerne en sikkerhed om afgifterne allerede nu.

»Der er ingen garanti for, at kommissionens rapport kommer til sommer, og det kan have store konsekvenser. For vi kan komme til at stå i en situation, hvor bilimportørerne ikke ved, hvilke afgifter der gælder næste år, og det kan i sidste ende betyde, at der ikke vil blive solgt det antal elbiler, der skal til, for at vi kan nå klimamålene for 2030,« siger Marie Bjerre.

Hos de Radikale, der stemte imod forslaget, foreslår man, at Eldrup-kommissionen kommer med deres anbefalinger inden sommerferien.

»Eldrup-kommissionens anbefalinger er ved at være klar. Lad os få bragt dem i spil så vi kan træffe en beslutning. Det er min forventning, at vi kan tage stilling til kommissionens arbejde til juni,« siger partiets fungerende klimarodfører, Ruben Kidde.

Men bilimportørerne frygter, at forhandlingerne kan trække i langdrag.

»Det skal besluttes før sommerferien, for ellers kommer vi simpelthen for tæt på,« lyder det fra Gunni Mikkelsen fra De Danske Bilimportører.