Af Jens Chr. Hansen Kan private equity fonde ikke tåle dagens lys?

Hemmelighedskræmmeri Kapitalismens nye konger, private equity-fondene, foretrækker at operere i det skjulte. Hvorfor? Det er dog pensionsopspareres penge. Stil magien offentligt til skue.

HVER TID SINE KONGER. I grådighedens årti i 1980erne var det Gordon Gekko i skikkelse af filmstjernen Michael Douglas, der gav os en Hollywood-indføring i, at »greed is good.«

Siden tog kreative IT-konger over, ligesom også hedgefond-fyrster kom til i jagten på hurtige gevinster. Nu er scenen - også langt om længe i Danmark - overtaget af et nyt kuld finansielle kreatører. Private eguity fondene.

De største i Norden er EQT, Nordic Capital og Industri Kapital. I Danmark er det Axcel med mange penge fra Lego, Nordea og pensionshusene ATP, LD og Industriens Pension. Mens kollegaen Polaris er udsprunget af Danske Banks indre og tilsat en stor pose penge fra A.P. Møller-Mærsk. Læg hertil CVC, 3i, Doughty Hanson og de andre mastodonter fra London.

En lang række store danske virksomheder styres af disse fonde. Danske Trælast, Løgstør Rør, LM Glasfiber, Louis Poulsen, Royal Scandinavia, Vest-Wood, Thygesen Textile, Aalborg Industries, Icopal og Junckers for blot at nævne nogle. Og snart også Falck.

Når dertil lægges, at de danske og nordiske fonde er befolket af erhvervskändisser som Wallenberg'erne og Percy Barnevik i Sverige samt bl.a. Jørgen Mads Clausen, Preben Damgaard, Henning Kruse Petersen (Nykredit), Nyegaard (IBM), Erik Sørensen (Chr. Hansen), Vagn Sørensen (Austrian Airlines), Johan Schrøder, jamen, så skulle alle disse fine navne og flotte missionserklæringer da for syv søren borge for kvaliteten.DER ER PUMPET ENORME milliardsummer ind i disse nærmest hemmelige fonde over de seneste ti år. Men skal man tro insiderne, har vi i Danmark kun set begyndelsen til private equity-fondes massive opkøb af danske virksomheder, hvor formålet er at købe virksomheder, trimme dem og efter nogle år videresælge dem til den dobbelte pris.

Det skal siges, at de bedste og mest seriøse af disse fonde i mange tilfælde så absolut kan gøre en forskel og puste nyt liv i en hensygnende virksomhed. De voldsomme krav til årlige afkast på 30 - 40 procent gør, at fondene tager ejerskabet meget alvorligt og giver virksomheden et meget aktivt ejerskab. Dog primært i bestyrelsen og med de såkaldte rådgivningsgrupper af finansfolk og industrialister, som er tilknyttet fondene.

Så vidt så godt. Men nu kommer vi til det mindre gode. Hemmelighedskræmmeriet.

Hvorfor kan omverdenen ikke få indsigt i, hvad fondene helt præcist kaster af sig og indsigt i, hvad de involverede partnere, direktører og rådgivere selv får ned i lommerne?

Stort set alle danskere er nemlig medinvestorer. Både ATP, LD og andre pensionshuse har sendt milliarder af danskernes pensionsopsparing af sted til yngelpleje i private equity fondene. Og flere milliarder vil hastigt følge efter. Både ATP og LD bryster sig af aktivt ejerskab og krav om åbenhed og »transparancy« hos de selskaber, som de investerer i. MEN NÅR DET HANDLER om pensionshusenes investeringer i private equity - ATP har sit eget selskab - så rulles gardinerne ned. Nok kræver ATP og LD, at topcheferne i de børsnoterede selskaber lægger deres samlede aflønning frem til offentlig skue, men det gælder ikke, når der spørges til, hvad mandskabet i ATP Private Equity aflønnes med.

Hvorfor i grunden denne forskel? Og hvad sker der den dag fondene fejler og ikke kan levere de store afkast? Er det så nutidens Gordon Gekko'er, der rykker ind?

Er det virkelig rigtigt, at disse fonde ikke kan operere effektivt i dagens lys?