AE: Det bliver svært at vende udviklingen i Grækenland

Selv når væksten en dag vender tilbage til Grækenland, vil det tage meget lang tid at få grækerne i arbejde igen. Langtidsarbejdsløsheden er nemlig meget høj.

Foto: JEAN-PAUL PELISSIER.
Læs mere
Fold sammen

Ikke alene er arbejdsløsheden i landet meget høj sammenlignet med andre lande. Der er også en langt større andel af de arbejdsløse, som ikke har været i job i mere end et år.

Det fortæller chefkonsulent Erik Bjørsted fra AE-rådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

"I Grækenland er 70 procent af alle arbejdsløse langtidsledige, og langtidsarbejdsløshed er meget tungere og tager længere tid at afvikle end arbejdsløshed generelt," siger han.

Den tilsvarende andel for Danmark er 25 procent, hvilket er en af de laveste andele af langtidsledige i Europa. Gennemsnitett for hele Europa er 50 procent langtidsarbejdsløse.

Den samlede arbejdsløshed i Grækenland er 26 procent mod 6,3 procent i Danmark.

"Det er bekymrende, at så mange er fanget i langtidsarbejdsløshed, både unge og andre, for det gør de vanskeligere for grækerne at komme ud af krisen. Uanset udfaldet af folkeaftemningen, uanset om landet træder ud af euroen eller ej, så vil den tunge langtidsarbejdsløshed tage tid at afvikle."

Grækenland har ellers oplevet en ganske svag stigning i både beskæftigelse og produktion, men i fjerde kvartal sidste år holdt økonomien igen op med at vokse.

"Det understreger bare, hvor skrøbelig græsk økonomi er. Forklaringen er, at  græsk økonomi først og fremmest er trukket af den indenlandske efterspørgsel og ikke af eksporten, og det er klart, at med en arbejdsløshed på 26 procent skal der ikke meget til, før forbrugerne holder igen," siger Erik Bjørsted.

Hvad skal man så gøre ved det? Hvad ville være dit råd til de græske politikere?

"Den største udfordring er selvfølgelig gælden og skatteopkrævningssystemet. Men de er også nødt til at gennemføre reformer på arbejdsmarkedet," siger Erik Bjørsted.

"Grækenland har ikke det mest fleksible arbejdsmarked, og derfor er der ikke så stor en jobomsætning; der bliver ikke slået så mange ledige stillinger op. I Danmark har vi meget fleksible fyringsregler, og det gør, at abejdsgiverne godt tør tage en chance og oprette en stilling selv i dårlige tider, for hvis der alligevel ikke bliver brug for medarbejderen, så er det let at fyre ham igen. Men forudsætningen er selvfølgelig, at man har et velfungerende dagpengesystem, og dér halter det nok også i Grækenland."