»Hvis alle forventer stigende priser, så kan det i sig selv give anledning til, at priserne stiger,« påpeger Nationalbanken i en ny analyse om robustheden på boligmarkedet.
Det så vi i boligbobleårene op til finanskrisen. Og netop »selvopfyldende forventninger til fremtidige boligpriser« er blandt de faresignaler, der bliver holdt et ekstra vågent øje med i disse dage, hvor en henstilling fra Det Systemiske Risikoråd om at gribe ind på boligmarkedet er sendt afsted til erhvervsminister Simon Kollerup (S).