Advarsel mod hjemmeside om doping

Anti Doping Danmark advarer mod en dansk hjemmeside på internettet, hvor der udveksles informationer om forbudte dopingstoffer som anabole steroider og væksthormoner.

Det drejer sig om hjemmesiden www.bodyhouse.dk, hvor danske bodybuildere rådgiver hinanden om navngivne stoffer, deres fordele og ulemper samt om træningsprogrammer, der mikser farlige cocktails af dopingmidler.

Det afslører DGIs blad Ungdom & Idræt i denne uge.

- De brugere af anabole steroider, jeg kender, kalder oplysningerne meget misvisende og ofte direkte farlige. Når forsøgspersonen blot er en enkelt person, der giver sine råd om stoffer til andre, er det ikke reelle og troværdige erfaringer at give videre,« siger læge Rasmus Damsgaard fra Anti Doping Danmark.

Politiet kalder selv området for en lovgivningsmæssig gråzone, da man ifølge dansk lov gerne må udveksle erfaringer om ulovlige emner. Det bliver først betænkeligt, hvis oplysningerne på hjemmesiden enten øger udbredelsen af dopingstoffer eller henviser til steder, hvor stofferne kan købes.

Ingen ved altså, om sådanne danske hjemmesider overtræder dansk lovgivning, før det afprøves i en retssal.

Ritzau