Adecco betød blandet dag

Læs mere
Fold sammen
Det var en blandet dag for de europæiske aktiemarkeder. Ni ud af de 17 vesteuropæiske hovedindeks måtte notere fald i går. Bloombergs indeks over 500 europæiske aktier endte 0,1 pct. lavere.

Det var især det schweiziske vikarbureau Adecco, der gav investorerne kolde fødder. Selskabet meddelte, at helårsregnskabet er udskudt, indtil en revision har gennemgået regnskabet for den amerikanske enhed. Adeccos bekymring er, om der er regnskabsmæssige uregelmæssigheder. Aktien fik et styrtdyk på hele 35,2 pct. Den hollandske konkurrent Vedior faldt 4,0 pct.

Chipproducenten Infineon faldt 6,0 pct., efter Siemens har solgt sin store ejerandel i det tidligere datterselskab.

Det franske cateringselskab Sodexho Alliance fik et kurssmæk på 3,5 pct., efter selskabet udtalte, at den svage dollar vil få negativ indflydelse på indtjeningen på ca. 9 pct.

Den britiske IT-gruppe Chelford indkasserede et plus på 52,8 pct. efter forventningerne blev opjusteret. Ordrerne dækker allerede 70 pct. af driftsomkostningerne for i år.