Actionmanden fra Airbus

Tom Enders er den målbevidste tysker, der styrer europæiske EADS gennem stærk konkurrence fra ærkerivalen Boeing og politisk pres fra de statslige ejere. Luftfarts- og forsvarskoncernen har netop skiftet ham og taget navn efter sit mest berømte produkt: Airbus-flyene.

Foto: Kay Nietfeld

De færreste erhvervsledere har kastet sig ud i faldskærm fra et A400M militærfly i 12.000 fods højde. Tom Enders tog springet – to gange endda – i november 2010. Og ikke uden symbolik.

Som daværende chef for flyproducenten Airbus måtte Enders gennem ikke så lidt politisk armvridning med de involverede europæiske regeringer for at få flymodellen i luften.

Det var også Enders, der fik sat skik på Airbus’ andet store prestigeprojekt, superjumboen A380, efter at det ligeledes var røget ind i problemer.

Og som chef for hele EADS – den europæiske luftfarts- og forsvarskoncern bag Airbus-flyene – er det stadig Enders, der lægger arm med specielt Tyskland og Frankrig for at undgå politisk indblanding i den stadig delvist statsejede koncern. En »normal« virksomhed drevet ud fra kommercielle hensyn og ikke nationale særinteresser er hans mål.

Når EADS nu skifter navn ved at opkalde sig efter Airbus, den mest kendte del af virksomheden, er det ikke blot en branding-øvelse, men en erkendelse af, at kommercielle passagerfly trods alt står for godt 70 pct. af den samlede omsætning og indtjening. En omstrukturering deler det nye Airbus op i tre – den kommercielle flyproduktion, en forsvarsdivision samt en helikopterdivision.

På overfladen ligner det en nedskydning af tidligere ambitioner om at »rebalancere« koncernen for at give større fylde til forsvarsdelen og dermed for alvor konkurrere med den amerikanske ærkerival Boeing på begge fronter. Det var samme ambitioner, der sidste år førte til et storstilet, men forfejlet, forsøg på at fusionere forsvarsdelen med britiske BAE.

Dengang blev det spået, at der for Tom Enders stod så meget på spil, og at han ville slide så meget på forholdet til Frankrigs og Tysklands regeringer, at han næppe ville overleve en fiasko. I forvejen havde den tyskfødte Enders ikke gjort sig populær i hjemlandet ved at lade aktiviteter og dermed job overgå til Frankrig, hvor EADS har sit primære hovedsæde.

Actionman og akademiker

Men Enders er der stadig. Og der tales nu om, at omstruktureringen alligevel kan åbne for en svulmende forsvarsdel ved at lette opkøb uden statslig indblanding.

Det hører med til historien, at Tom Enders som gammel faldskærmssoldat næppe lider af højdeskræk eller svage nerver. Men at han også er lige dele actionmand og akademiker. Som politolog med tidligere job i det tyske forsvarsministerium og flere tænketanke såvel som den gamle tyske forsvarsproducent Dasa er Enders godt klædt på, når det gælder både politiske forviklinger og forsvarssektoren.

Samme Dasa, der da var ejet af Daimler-Benz, endte i 2000 med at indgå i det nyetablerede EADS med franske Aerospatiale-Matra og spanske Casa – en konsolidering, som skulle give europæisk industri slagkraft til at konkurrere globalt. Allerede dengang overvejede Dasa i øvrigt en fusion med BAE.

Enders, der da var udviklingschef i Dasa, fulgte med til EADS, hvor han først ledede forsvarsdelen og dernæst i nogle år delte den øverste chefpost i et typisk eksempel på den tysk-franske balancegang, der har præget EADS’ eksistens og jobfordeling. Denne chefpost har han siden sidste år været ene om at bestride, mens franske Louis Gallois er rykket op til formandsposten.

I mellemtiden brugte Enders fem år som chef for Airbus-divisionen på at rette op på store produktionsproblemer. Og det siges at kendetegne hans karakter, at han ikke så en nedrokering i EADS-hierarkiet som undergravende for sit ego.

Som søn af en fårefarmer er han vant til nøjsomhed og hårdt arbejde. Og kolleger siger, at man ikke skal lade sig narre af Enders’ toptunede aktionydre og stålsatte blå øjne.

Blandt andet besidder han en veludviklet sans for humor, også når han selv er offeret. Som da han efter et styrt under drageflyvning endte med skinner på begge arme og af drillende kolleger fik tilnavnet »RoboCop«.

Og nationalitet lægger han altså ikke vægt på. Eller som han for et par år siden udtalte til tyske Der Spiegel:

»Helt seriøst, mit job er ikke at være så fransk eller tysk som mulig, men at lede en international virksomhed – en virksomhed, som vel at mærke vil blive betydeligt mere asiatisk, og forhåbentlig også mere amerikansk, i det næste tiår.«