Årets CFO 2017

Det blev Torben Carlsen, CFO i DFDS, der fik prisen som Årets CFO 2017. Her finder du artikler og præsentationer fra konferencen og kåringen, der blev holdt i samarbejde med KPMG, Odgers Berndtson, Sampension og SAS Institute.

Foto: NIELS AHLMANN OLESEN. Torben Carlsen (th.), CFO i DFDS, blev kåret som Årets CFO 2017. Prisen blev overrakt af Jens H. Lund, CFO i DSV og vinder i 2016.
Læs mere
Fold sammen

Et blik på Torben Carlsens CV vidner om, at opkøb og salg, integration og drift, har været den røde tråd i finansdirektørens karriere. Svendestykket var – efter hans eget udsagn - DFDS’s opkøb af A.P. Møller-selskabet Norfolkline tilbage i 2010. Siden har han i et tæt parløb med selskabets topchef, Niels Smedgaard, revitaliseret det støvede rederi til en stor europæisk spiller inden for shipping og logistik.

Det er i høj grad Torben Carslen, der har stået for integrationen og høstet synergierne af opkøbet, og netop det lange seje træk var et af juryens væsentligste argumenter for at kåre Torben Carlsen til »Årets CFO 2017«.

Jens H. Lund, CFO i DSV, og medlem af juryen fremhævede selskabets »stille revolution« i forbindelse med prisoverrækkelsen ved et stor event på Berlingske, og uddybede:

»Torben Carlsen har stået i spidsen for at skabe fokus, forenkling og ikke mindst transparens. Det har han bl.a. opnået ved at etablere selvstændige profitcentre med krav om minimum 10 procent i ROIC – et krav der er implementeret og tilmed gået over mål i år.«

Forud for kåringen af Årets CFO har et dommerpanel anført af Odgers Berndtson udvalgt to CFO Rising Stars. De to blev Philip Eickhoff, CFO i Atos Medical, og Kenneth Barrisøe, Group Finance Director i Hempel.

Talere på årets konference var Steffen Kragh, koncernchef  i Egmont, Tom Knutzen, CEO i Jung­bunzlauer, Mikael Frederiksen, partner i Odgers Berndtson, og Claus Aagaard, CFO i Mars. Du genfinder et par af dagens præsentationer nedenfor.

Mikael Frederiksen

Tom Knutzen