Aalborg Universitet og Vestas indgår strategisk samarbejde

Forskning. Mellem 30 og 40 mio. kr. investeres de kommende fem år i det hidtil mest omfattende forskningssamarbejde mellem vindmølleproducent og universitet.

Med en samlet budgetramme på mellem 30 og 40 mio. kr. bliver et nyt forskningssamarbejde mellem Vestas og Aalborg Universitet, AAU, et af de allerstørste forskningssamarbejder, universitetet nogensinde har gennemført med en privat virksomhed.

Kun ét tidligere gennemført projekt med den koreanske elektronikgigant Samsung nærmer sig i beløb det nye projekt, oplyser dekan Frede Blaabjerg, Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet på universitetet.

Universitetet spæder selv økonomisk til i projektet, der blandt andet resulterer i oprettelsen af mindst 12 nye fors-kerstillinger og et ny professorat, men det er først og fremmest verdens største vindmølleproducent, der betaler gildet.

Forskningsprogrammet, der har fået navnet Vestas Power Programme, bliver det største samarbejde mellem en vindmølleproducent og et universitet til dato.

Det er universitetets Institut for Energiteknik, der har indgået aftalen med Vestas. Programmets vigtigste del-element bliver forskning i effektelektronik, der er den teknologi, der omdanner en elektricitetsform til en anden, men der vil også blive forsket i vindkraftværker og energilagring. Vestas Power Programme vil ikke blot omfatte oprettelsen af nye forskerstillinger. Gennem programmet vil der nemlig blive uddelt en række legater til danske og udenlandske kandidatstuderende ved instituttet.

Den danske vindmøllegigant forventer, at forskningsprogrammet vil lede til en række gennembrud, der gør det muligt at producere møller med endnu større kapacitet i dag og med forbedret effektivitet og funktionalitet.

På spørgsmålet, om ikke vindmøllerne i forvejen bare vokser og vokser, svarer Frede Blaabjerg:

- Jeg tror ikke, du kan finde en vindmølleproducent, der i dag vil påstå, at vindmølleteknologien er fuldt udviklet. Der stilles stadig større krav til vindmøllerne fra kundernes side, ikke mindst, når det handler om integrationen med el nettet.

Vestas lægger på sin side ikke skjul på, at koncernen også har øjnene op for den sidegevinst, at forskningsprogrammet vil kunne styrke interessen for de karrieremuligheder, vindkraftindustrien i dag byder på.

Apropos den nye samarbejdsaftale er Aalborg Universitet næste uge vært for Europas største energiteknikkonference, EPE 2007, hvor omkring 1.000 industrifolk og energiforskere fra hele verden samles for at udveksle de seneste forskningsresultater og studere de nyeste energitekniske produkter inden for ikke mindst vindenergi.