Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
TDC (- 0,8 pct.) kunne i går meddele, at selskabet nu starter gennemførelsen af den annoncerede medarbejderreduktion på 1.650 ansatte. Selskabet har modtaget 1.700 ansøgninger om frivillig fratrædelse og har ud af disse accepteret 961. Den resterende reduktion vil foregå ved opsigelser. TDC estimerer reduktionsudgifterne til 600 mio. kr., som hovedsaglig kan henføres til fratrædelsesordningerne. Udgifterne bogføres i indeværende kvartal.
Lundbeck (- 2,8 pct.) holder fortsat fast i de amerikanske markedsandele for antidepressive midler. Både Celexa og Lexapro, som er efterfølgeren til Celexa, holdt en uændret markedsandel i uge 22 i forhold til uge 21 på henholdsvis 11,3 pct. og 12,5 pct. Salget til de amerikanske markeder udgjorde i 2002 ca. en tredjedel af Lundbecks samlede omsætning.
Endnu et kinesisk bryggeri er på vej til at blive opkøbt af Carlsberg. (- 0,8 pct.). Bryggerikoncernen oplyste tirsdag, at en købsaftale af bryggeriet Dali Beer er så godt som på plads. Opkøbet mangler dog at blive godkendt af de kinesiske myndigheder. Dali Beer er det største bryggeri i Yunnan provinsen, hvor Carlsberg i forvejen ejer bryggeriet Kunming. Dermed er Carlsberg nu oppe på en markedsandel på over 50 pct. i provinsen, som har 43 mio. indbyggere. Der er ifølge den danske bryggerikoncern gode vækst muligheder i området, da indbyggerne drikker væsentlig mindre øl end den gennemsnitlige kineser.
Neurosearch (+ 9,2 pct.) har indledt fase I forsøg med smertebehandlingsstoffet ABT-202 i samarbejde med amerikanske Abbott Laboratories. Samarbejdet indebærer forskningsfinansiering, milepælsbetalinger samt evt. royalties fra Abbott til Neurosearch. Abbott står for den kliniske udvikling og kommercialisering.
Københavns Lufthavne (uændret) oplyste i går, at passagertallet for maj er faldet 4,1 pct. i forhold til samme periode sidste år. Det er specielt antallet af indenrigsrejser og charterrejser, som trækker ned med fald på henholdvis 9,1 pct. og 5,2 pct.