Hovedparten af Henrik Rossings formue kommer fra salg af aktiemajoriteten i Fitness World. I det forløbne år har han solgt yderligere ud af aktier i Fitness World, så ejerandelen er gået fra 43 procent til nu 15 procent. Det er sket til en noget lavere pris end det oprindelige salg, og derfor var der langtfra den samme værdireserve ved dette salg, som vi tidligere har set. Det er den direkte årsag til, at formuen er justeret ned fra 1,9 mia. kr. til nu 1,3 mia. kr. Det påvirker nemlig også værdiansættelsen af de resterende 15 procent, han har tilbage.
Klik her for at se den fulde liste over Danmarks 100 rigeste
Til gengæld har han i årets løb investeret yderligere i Wash World, som han ejer sammen med fætteren Jesper og andre familiemedlemmer. Dette firma er nu ganske tæt på at give overskud. Firmaet leverer bilvask, ved at man betaler et abonnement på mellem 69 kr. og 159 kr. om måneden, afhængigt af hvilken vaskekvalitet man vælger, og så kan man få vasket bilen, så tit man vil, i vaskehal. Privat har Henrik Rossing her i august købt årets hidtil dyreste sommerhus sammen med hustruen for 22,5 mio. kr.