Langt størstedelen fra det private arbejdsmarked bliver sendt på juleferie med en gave fra arbejdspladsen.
Hele 96 procent af de privatansatte får nemlig en julegave af deres arbejdsgivere, og de fleste kan selv vælge gaven.
Det viser en ny undersøgelse, som Dansk Industri (DI) har foretaget blandt sine medlemmer.
Et repræsentativt udsnit bestående af godt 2000 virksomheder på tværs af brancher er blevet spurgt i undersøgelsen.
Ifølge Dansk Industri viser undersøgelsen, at firmajulegaven er kommet for at blive.
- Julegaven er som medarbejdergode måske en lille ting, men den er stadig et signal og anerkendelse af medarbejderen, siger fagleder for Future of Work Christine Secher.
Hun fortæller, at firmajulegaven er en meget synlig og håndgribelig måde at vise sine medarbejdere, at de betyder noget.
Udover at få en gave kan størstedelen også selv vælge, hvad de kan tage med hjem.
Flere end syv ud af ti medarbejdere fortæller, at der er valgfrihed, når det kommer til firmajulegaven på deres arbejde.
- Tidligere gik man med det sikre og valgte one size fits all. I dag handler firmagaven om relevans og personlighed, siger Mie Ustrup Bæk, Business Unit Manager hos gaveleverandøren Daarbak Redoffice i en pressemeddelelse fra DI.
Ifølge gaveleverandøren tilbyder flere virksomheder i dag gaveplatforme, hvor medarbejderne selv vælger ud fra et kurateret udvalg.
Her er der sket en markant vækst i de gaver, der understøtter fysisk og mental restitution, lyder det.
Desuden bruger flere virksomheder ifølge Daarbak Redoffice firmajulegaven som en bevidst anledning til at samle medarbejderne med julefrokost eller personlig overlevering.
- Medarbejderjulegaven er blevet så selvfølgelig, at alle lægger mærke til, hvis den mangler. Derfor er måden, den gives på, blevet lige så vigtig som selve gaven. Det er et vigtigt samlingspunkt, siger Mie Ustrup Bæk.
/ritzau/
