90.000 ekstra har valgt lejelejlighed de seneste ti år

I 2021 er der 939.792 personer, der bor til leje i en lejlighed. Det er 10,6 procent flere end i 2011.

De seneste ti år er antallet af lejere i etageboliger steget lidt mere end ti procent. (Arkivprocent) Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Over en årrække er antallet af lejere i etageboliger kun steget og steget.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har analyseret.

Siden 2011 er antallet af lejere i lejligheder vokset støt år for år. Fra at der i 2011 var 849.485 personer, der boede til leje i lejlighed, er det i 2021 vokset til 939.792 personer. Det er en stigning på 10,6 procent.

Udviklingen kan blandt andet forklares med de mange nybyggerier, der skyder op i Danmark. De har gjort det muligt for flere at leje sig ind i en lejlighed.

»Der skyder i øjeblikket mange etagebyggerier op i landet, hvor en del af dem bliver lejet ud, og her er det netop attraktivt at flytte ind i en nyrenoveret bolig, hvor man for eksempel ikke har ansvaret for vedligeholdelsen,« siger Peter J. Mattsen, administrerende direktør i Nybolig.

De seneste års udvikling på ejerlejlighedsmarkedet, hvor priserne generelt har været stigende, har også påvirket udviklingen, bemærker direktøren.

»De seneste par år har vi set en markant stigning i priserne på ejerlejlighederne, og specielt i de store byer skal man punge stort ud, hvis man vil købe, og derfor er mange nødsaget til at leje sig ind i boligen i stedet.«

»Samtidig er kravene til at låne penge til bolig også blevet strammet siden finanskrisen, og det forhold har også fået flere til at søge mod lejeboliger,« siger Peter J. Mattsen.

På samme vis som flere vælger at flytte i lejelejlighed, så er der også flere, der den seneste tid har valgt at bygge egen bolig.

Tal fra Boligsiden, der er ejet af ejendomsmæglere som eksempelvis Nybolig, viser, at der i første halvdel af 2021 er blevet solgt 3409 byggegrunde.

Det er mere, end hvad der blev solgt i hele 2019 og blot 1100 under niveauet for hele 2020.

De købte byggegrunde bruges ifølge Boligsiden til både at bygge eget hus eller sommerhus fra bunden.

/ritzau/