Familiekoncernen landede i 2017 et overskud før skat på 449 mio. kr., men hovedparten – 307 mio. kr. – var opskrivninger af ejendomme. Men selv fraregnet opskrivningerne var der tale om et flot regnskab. Oprindelig begyndte Mogens de Linde i samarbejde med sin tvillingebror, Olav de Linde, men siden delte de aktiviteterne mellem sig. I 2019 skal koncernen bygge 75-100 boliger på Frederiksbjerg i Aarhus. Der er tale om en bygning – Den Runde Karré – der skal variere i højden fra tre etager mod syd til syv etager mod nord.

Klik her for at se den fulde liste over Danmarks 100 rigeste

67-årige Mogens de Linde deler ejerskabet af koncernen med sine børn. Hans ene søn Kristoffer de Linde er i gang med at opbygge sit eget ejendomsselskab, H.C. Ørsted Ejendomme, hvor han i løbet af 2017 er kommet op på en portefølje på 48 mio. kr. Selskabet er i opstart og har negativ egenkapital og er finansieret fuldt ud af »anden gæld« uden at have givet pant i ejendommene.