700 nordmænd ramt af fyringschok i sommerferien

Flere hundrede nordmænd er blevet præsenteret for en fyreseddel i sommerferien. Landets hårdt ramte oliebranche kræver nye ofre og fortsætter med at bløde. Uro i Kina kan forværre de norske problemer.

Den norske oliebranche har det rigtig skidt. Over 22.000 nordmænd har mistet deres job over det seneste år. Fold sammen
Læs mere
Foto: KIM LALAND / STATOIL / HANDOUT

Over 700 nordmænd er kommet skidt igennem deres sommerferie. Norges olieindustri fortsætter med at styrtbløde i takt med, at prisen på råolie fortsætter med at dykke. Det har betydet, at flere selskaber har holdt fyringsrunder i den netop overståede sommerferie.

Ifølge en opgørelse fra DnB Markets har 702 personer mistet deres job i oliebranchen i løbet af sommeren.

At situationen i Norge spidser til, stod allerede klart midt i juni, da en større opgørelse viste, at der siden august sidste år er blevet fjernet over 22.000 job i sektoren. Olieprisen er over de seneste 12 måneder faldet med over 50 pct. Og det massive fald har ikke overraskende vist sig at være gift for norsk økonomi, hvor nyheder om store fyringsrunder efterhånden er blevet dagligdag.

Statoil toppede fyringslisten tilbage i juni, men hele 23 selskaber har sløjfet 150 stillinger eller derover siden august 2014.

De seneste dages uro i Kina, der har devalueret to gange på lige så mange døgn, er heller ikke ligefrem med til at skabe mere ro omkring Norges hårdt prøvede oliebranche. Hvis Kina fortsætter med at devaluere, kan konsekvenserne blive store, mener chefanalytiker Erik Johannes Bruce i Nordea Markets.

»Kina er blevet et vigtig eksportmarked for mange lande i vesten og er også meget vigtig for Norge, siden landet er storkøber af olie. Så hvis dette er et tegn på, at det virkelig går dårligt i Kina, så er det også alvorligt i den sammenhæng,« siger analytikeren til norsk NRK.

Olierelaterede virksomheder beskæftigede i omegnen 330.000 personer i Norge i 2014.