6000 Roskilde-kunder afvist af nye banker

Roskilde Bank får 6000 privatkunder tilbage fra køberne af den kollapsede banks filialer. Direktør erkender, at de ikke får nemt ved at finde en ny bank.

6000 tidligere Roskilde Bank kunder er så ringe en forretning, at køberne af den kollapsede banks filialer sender dem retur til den nye Roskilde Bank. Dermed skal 6000 privatkunder ud og finde sig en ny bankforbindelse med stemplet "dårlig kunde" i panden. Og det bliver ikke nemt, erkender Søren Kaare-Andersen, direktør i den nye Roskilde Bank.

- Som det finansielle marked er i øjeblikket, bliver det ikke let. Men vi skal nu i samarbejde med kunderne bringe deres engagement i en sådan stand, at de kan finde sig en anden bank, siger Søren Kaare-Andersen til RB-Børsen.

Da de tre køberbanker Nordea, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank købte filialnettet, var aftalen at de havde mulighed for at fravælge kunder de ikke ville overtage.

Hos Spar Nord oplyser kommunikationsdirektør Ole Madsen, at banken har sendt 1600 privatkunder tilbage til Roskilde Bank, fordi de vurderer, at der er en alt for høj risiko for tab på kunderne.

- Kunderne kan deles op på to væsentlige hovedkategorier. Dem, som har lånt langt flere penge, end de kan betale tilbage - ofte til ejendomme. Og så er der en del med alt for store og risikable investeringer, siger han til Ritzau.

/ritzau/