5G-netværk vil stadig skulle bruge Huawei-teknologi

Selv om TDC ikke vil have Huawei til at bygge 5G-netværket, vil deres teknologi stadig spille en rolle.

Huawei har været central for TDC i at udbygge det nuværende 4G-netværk, men samarbejdet slutter til nytår, meddelte TDC mandag aften. (Arkivfoto) Pau Barrena/Ritzau Scanpix

Byt til nyt duer ikke, når det gælder mobilnettet.

Så selv om TDC mandag meldte ud, at man havde hyret selskabet Ericsson til at opgradere mobilnettet til 5G i stedet for kinesiske Huawei, vil teknik fra den kinesiske teknologigigant stadig være en del af systemet.

»Det, man har investeret i forbindelse med 3G og 4G-nettet, kommer med videre i 5G-systemet. Det er ikke sådan, at man skifter det hele ud. Så snart, systemerne er der, går der mange år, før man skifter det ud.«

»Så på den måde kommer 5G-nettet til også at bygge på teknologi fra Huawei«, siger Gert Frølund, professor ved Aalborg Universitet, der har stor indsigt i 5G.

TDC's samarbejde med Huawei har den seneste tid været genstand for stor debat.

Politikere og eksperter på stribe har udtrykt bekymring for, at centralnervesystemet i det moderne samfund, 5G-netværket, ville kunne misbruges af den kinesiske stat gennem Huawei.

/ritzau/