50.000 søgte på 300 job i A.P. Møller

Brandet Maersk Sealand suger unge shippingelever verden over til sig som aldrig før. 50.000 ansøgninger, 22.000 interviews - og så »blot« 300 job.

A.P. Møller modtog i 2003 50.000 ansøgninger til blot 300 jobs som trainee (shippingelev). Det er det højeste antal ansøgninger nogensinde til det verdensomspændende rederi Maersk Sealand.

Direktør for området Oscar Rosendahl siger, at der er gennemført i alt 22.000 interviews i 2003. I Danmark søgte 1.300 ind hos A.P. Møller, men der skulle kun bruges 25.

Shippingeleverne, som er i alderen 18 til 23 år og som mindst har, hvad der svarer til en studentereksamen med i bagagen, indgår i koncernens eget udviklede Maersk International Shipping Education. Det har eksisteret i nu ti år, og i følge Oscar Rosendahl er shippinguddanndelsen meget kendt på de uddannelsessteder, hvor eleverne rekrutteres. Kendskabet er i høj grad spredt via mund-til-øre metoden.

Uddannelsen er to-årig og består af flere moduler. Dels i sit eget hjemland dels på hovedkontoret på Esplanaden i København.

Herefter sendes de uddannede shippingfolk ud på Maersk Sealand kontorerne verden over.

Mens de unge således står i kø til jobs i land, er bunken af ansøgninger langt fra så overvældende generelt til de danske rederier, når det handler om jobs på vandet.

Oscar Rosendahl understreger dog, at A.P. Møller ikke på nogen måde har svært ved at få de unge søfolk, som de har brug for.