5.000 kr. i dusør for en ny kollega

Arbejdsmarked. Vikarbureau i Esbjerg giver sine ansatte en kontant gevinst, hvis de formår at tiltrække nye medarbejdere.

Som så mange andre virksomheder mangler firmaet MetalVikarService i Esbjerg folk, og det i en grad, så indehaveren, Jari Andreasen, nu belønner de medarbejdere, som er i stand til at lokke nye folk til firmaet, med en check på 5.000 kr.

Forudsætningen er naturligvis, at den nye medarbejder er kvalificeret til stillingen. Pengene kommer først til udbetaling, når den nye medarbejder har gennemført tre måneders prøvetid.

Til dato er det lykkedes at hente fire nye medarbejdere ad den vej. En medarbejder har endda skaffet to.

Dusør-initiativet står ikke alene. Så sent som i sidste uge annoncerede firmaet også på jobportalen Jobindex på nettet. Det har resulteret i en lille halv snes ansøgninger.

Firmabilen udnyttes også til at gøre opmærksom på, at der altså er ledige jobs i virksomheden, som først og fremmest beskæftiger smede, svejsere og skibsmontører.

Billigere end annonceringJari Andreasen lægger imidlertid ikke skjul på, at han har det allerbedst, hvis hans ansatte kan finde frem til nye kolleger, selv om det altså koster 5.000 kr. per hoved.

- Dusøren er faktisk ikke en større omkostning for mig end annoncering. Samtidig er der den kæmpefordel, at mine medarbejdere har en stor interesse i, at vi får fat i de rigtige folk. Dels er der dusøren, og dels 'risikerer' den enkelte medarbejder at skulle arbejde sammen med den pågældende nye medarbejder, forklarer han.

Jari Andreasen er helt på det rene med, at dusører kan være med til at gøre den generelle lønfest i jern- og metalindustrien vildere, men han siger:

- Naturligvis kan det blive så vildt, at vi ikke kan være med. Jeg har da også været præsenteret for lønkrav, hvor jeg har måttet sige, at de krav har vi ikke kunnet honorere.

Drev virksomhed fra sygesengI dag er der 35 fastansatte vikarer i MetalVikarService, men der er brug for yderligere 25, oplyser Jari Andreasen, som før jul faktisk beskæftigede 50 medarbejdere.

På spørgsmålet om, hvorfor der så er færre i dag, svarer han:

- Der skete kort og godt det, at jeg skulle knæ opereres. Samtidig havde jeg ansat en ny salgskonsulent. Derfor ramlede det lidt sammen. Det er altså ikke nemt at drive en virksomhed fra sygesengen, men nu har jeg lært lektien.

Jari Andreasen har nu aftalt med en tidligere medarbejder, Morten Bang, som driver underleverandørvirksomheden Team Welding i Alslev mellem Varde og Esbjerg, at sidstnævnte overtager ledelsen af MetalVikarService i de perioder, hvor Jari Andreasen af den ene eller den anden grund er væk.

De to har et indgående kendskab til hinanden og samarbejder også konkret, idet vikarbureauet blandt andet tilbyder sine kunder underleverandørarbejde hos Team Welding. Samtidig sker det hyppigt, at sidstnævnte låner medarbejdere hos MetalVikarService. Virksomheden er tre og et halvt år gammel. Jari Andreasen er selv udlært svejser.