Næsten halvdelen af Teslas populære Model Y-biler, som sidste år var til deres obligatoriske syn, dumpede synet.
Det viser en gennemgang af synsdata fra Færdselsstyrelsen, som FDM har lavet.
- Tesla Model Y er på flere områder en meget velfungerende bil, som ejerne er glade for, men dumpeprocenten vidner også om, at kvaliteten og holdbarheden ikke er på niveau med andre bilmærker, siger områdechef i FDM's tekniske rådgivning Lone Otto i en pressemeddelelse.
Konkret har FDM undersøgt tallene for Teslas Model Y af årgang 2021.
Da en ny personbil første gang skal synes efter fire år, og bilen blev introduceret i 2021, var sidste år første gang, at Model Y-bilerne rullede ind i landets synshaller.
Af de 2394 biler, som blev synet, dumpede 1069 synet - eller 45 procent.
Det er en dumpeprocent, som Lone Otto i pressemeddelelsen kalder "rasende høj".
Ifølge FDM er det særligt fejlgrupperne "bremseudstyr", "lygteudstyr", "aksler, hjul og dæk" samt "styretøj", som bilerne falder igennem på.
Den mest udbredte fejl handler om slør i hjulophæng. Ifølge FDM blev fejlen fundet på 22 procent af de synede Model Y-biler.
Fejlprocenten i hjulophæng for konkurrenten Volkswagen ID.4 var på 0,1 procent, lyder det fra FDM til sammenligning.
FDM skriver i pressemeddelelsen, at dumpeprocenten for elbiler generelt sidste år var på syv procent.
Den næstmest udbredte elbil i Danmark er Volkswagen ID.4. Her lå dumpeprocenten på to procent ud af 7121 bilsyn for samme årgang.
FDM har også tidligere kigget nærmere på synstallet for Teslas Model 3.
Knap hver fjerde Model 3 af årgang 2020 dumpede, da de var til syn første gang.
Lone Otto mener ikke, at Tesla har foretaget væsentlige ændringer i, hvordan de to biler, Model 3 og Model Y, produceres, før i henholdsvis 2023 og 2025.
- Derfor kan vi godt være bekymrede for, at synsbilledet af de to bilmodeller vil være det samme for de kommende årgange, siger hun i pressemeddelelsen.
Hun mener, at det kan være en god idé, hvis man får en uvildig fagperson til at gennemgå sin bil, inden garantien på fire år udløber.
/ritzau/
