45-årig dansker tiltalt i svensk insidersag

En dansker står sammen med fire andre ved retten i Stockholm tiltalt for insiderhandel for knap tre millioner kroner.

En 45-årig dansker er blevet tiltalt for insiderhandel i millionstørrelsen ved retten i Stockholm. Manden arbejdede i firmaet Volito, der er en investeringskoncern med hjemsted i Malmø. Det skriver avisen Dagens Industri.

Danskeren er sammen med fire andre tiltalt for at have købt aktier i selskabet CTT Systems et par dage før, firmaet sikrede sig en milliardhandel med flygiganten Boieng. Aktien steg med 200 procent oven på handlen.

Den 45-årige dansker købte 25.500 aktier i CTT Systems såvel privat som gennem sit aktieselskab i Irland. Ifølge Dagens Industri tjente han på et par dage 927.000 svenske kroner ved handlen.

De fem tiltalte har alle tilknytning til den svenske milliardær Karl-Axel Granlund og selskabet Volito. Granlund er endvidere bestyrelsesformand i CTT Systems. Milliardæren er dog ikke selv mistænkt i sagen, men er tværtimod vidne hos anklagemyndigheden.

/ritzau/