4. Lars Larsen, Jysk Holding, Jysk, 35,1 mia. kr.

Lars Larsen, Jysk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Det er en kombination af højere indtjening og lidt højere prissætning, der betyder, at Lars Larsen i år kan lægge mere end syv mia. kr. til en i forvejen imponerende formue. Godt halvdelen af formuen er placeret i Jysk Holding, men herudover har Lars Larsen en lang række personligt ejede selskaber med betydelige milliardformuer. Han er dermed listens højest placerede førstegenerationsvirksomhed. Alle danskere, der er over 50 år, kan formentlig huske de første tv-reklamer med Lars Larsen.

Klik her for at se den fulde liste over Danmarks 100 rigeste

Nu er han netop fyldt 70 år, men trods dette har han ingen planer om at gå på pension. Koncernen er gennem årene vokset, så den nu på verdensplan tæller mere end 2.500 butikker. Han har dog sørget for at planlægge generationsskiftet således, at koncernen ikke må sælges, men skal forblive i familieejerskabet. Han har gennem et fremtidigt delvist fondseje sikret, at eventuelle stridigheder i familien i givet fald bliver løst, ved at en professionel bestyrelse bliver overdommer. Han vil også stille nogle klare krav til, hvordan de fremtidige familiemedlemmer opfører sig, hvis de vil bevare et ejerskab af koncernen. Det omfatter bl.a., at de ikke vil få mulighed for at solde formuen op, og det omfatter også, at man ikke bare skal stikke af til udlandet for at undgå dansk beskatning. Lars Larsen har to børn, Jacob og Mette, samt fire børnebørn.