3i skyder ny kapital i Genesto

Forskning: Genesto får nu en kapitalindsprøjtning på 40 millioner kroner, idet ventureselskabet 3i og Vækstfonden investerer i den biofarmaceutiske virksomhed.

Den danske biofarmaceutiske virksomhed Genesto, der blev etableret i november 2000, får nu tilført 40 millioner kroner fra det europæiske ventureselskab 3i og Vækstfonden.

Genesto har specialiseret sig i forskning, udvikling og kommercialisering af antistoffer mod livstruende infektioner.

Ud over penge fra 3i får firmaet også adgang til 3i's omfattende netværk og viden inden for biotek- og sundhedssektoren.

I forvejen har Genesto sikret sig en samarbejdsaftale med den ledende amerikanske biofarmaceutiske virksomhed Medarex Inc. om brugen af deres antistof teknologi.

Investeringen i Genesto er 3i's første bioteknologiske investering efter etableringen af 3i i Danmark for godt et år siden.

I forbindelse med kapitaltilførslen udvides Genestos bestyrelse med tre nye medlemmer: Søren Mouritsen fra Pharmexa A/S, Bo-Ragnar Tolf fra Acadia Pharmaceuticals og Arne J. Gillin fra 3i. sowsow@berlingske.dk