3F: Danske søfolk kunne have været frigivet for længst.

Fagforeningen 3F føler sig truet til tavshed. Udenrigsministeriet overlod initiativet til et forsikringsselskab, lyder kritikken.

De danske søfolk på Danica White kunne være frigivet for mange uger siden, hvis rederi og Udenrigsministeriet havde taget imod fagforeningen 3F's tilbud om at betale den krævede løsesum for frigivelse af besætningen.

Sådan lyder kritikken af myndighedernes håndtering af sagen fra fagforeningen 3F, som fremsatte tilbuddet om at betale pengene for at redde sine medlemmers liv.

- Og fordi det stod klart, at rederiet øjensynligt ikke havde intentioner om at drage omsorg for søfolkenes sikkerhed ved at handle hurtigt over for piraterne og deres krav. I de snart tre måneder, som gidseltagningen har varet, har det vist sig, at både Udenrigsministerium og rederiet J. Folmer & Co. netop ikke har tænkt på søfolkene som en værdi i sig selv. De har sammenkædet løsladelsen af besætningen med frigivelse af skibet og lasten, siger forhandlingssekretær i 3F's transportgruppe Henrik Berlau.

/ritzau/