»3« uden video- telefoni

Teleselskabet »3« lancerer nu deres første Nokia-telefon efter krav fra kunderne. Nokia er så stor en spiller på markedet, at »3« ikke kan klare sig uden.

»3« uden video- telefoni - 1
Nokia 7600. Foto: David Hecker
Læs mere
Fold sammen
Dermed må »3« også slå sig til tåls med, at selskabet lancerer en telefon, der ikke understøtter videotelefoni. Og det sker efter et halvt år, hvor »3« har spenderet millioner af kroner på at sælge selskabet som netop et videotelefoniselskab.

»Ja, vi har slået os meget op på videotelefoni, men det var i starten, så det at vi lancerer denne telefon er ikke et strategiskift fra vores side,« siger markedsdirektør Mads Eriksen.

»3« har også sænket priserne markant på deres telefoner, så deres første telefon, Motorola A920 i dag kan fås for ned til 99 kr. Men startprisen på Nokias 7600 bliver mindst 1.999 kr., og dertil har »3« samtalepriser på ned til 75 øre i minuttet, hvilket er på linie med lavprisselskaberne.