Det kan være mulighedernes kunst og en stressende affære at få hverdagen til at gå op i en højere enhed, når man både skal passe sit arbejde og pleje sit privatliv.
Det kan sagtens lade sig gøre, men det kræver, at man selv er bevidst om, at der skal være balance i tingene, mener Helle Rosdahl Lund, som er direktør i konsulentvirksomheden, Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv.
Hun har tre anbefalinger til, som kan hjælpe dig til at få karriere og privatliv til at gå op:
1. Husk at koble fra og tag vare på dig selv
Det er vigtigt, at du får et pusterum fra arbejdet. Luk computeren og mobilen, hvis du kan, og sørg for at lade batterierne op med de mennesker, du holder af. Grin og hyg dig med din familie, din kæreste og dine venner. Du kan også koble fra med en løbetur, meditation eller en god bog. Det er meget individuelt, hvad der fungerer, men det vigtigste er, at du tager tid ud af kalenderen til at sørge for, at det sker. Det er også en god idé at spise sundt - det giver ofte mere energi i hverdagen.
2. Husk at sige fra
Det kan være svært at sige nej til opgaver, selvom stakken på skrivebordet når en uoverskuelig størrelse. Men du kan bedst selv vurdere, hvornår kalenderen er fuld, så husk at sige fra, inden din grænse er nået. Husk på, at du arbejder bedst, når du ikke er stresset. Generelt er det vigtigt at få afstemt forventningerne – både i hjemmet og på arbejdet.
3. Prioritér din tid
Der er kun 24 timer på ét døgn, og der er grænser for, hvor meget du kan nå på den tid. Tag dig tid til at tænke over, hvad der er vigtigst for dig og prioritér din tid derefter. Prøv samtidig at fokusére på at gøre én ting ad gangen, hvis du bliver stresset over at have for mange bolde i luften på én gang.