24/3-2004: Gennembrud i SAS åbner for global offensiv

Med nye overenskomster er SAS' truende kollaps afværget. Krisen er kun akkurat overstået, før luftfartskoncernen kastes ind i en voldsom offensiv med nye ruter, flere afgange og et overskud på fem milliarder kroner om senest tre år, proklamerer koncernchef Jørgen Lindegaard.

Læs mere
Fold sammen
KØBENHAVN/STOCKHOLM

Når SAS' danske koncernchef Jørgen Lindegaard på søndag sammen med prinsesse Alexandra og trafikminister Flemming Hansen går ombord i SK 997 med kurs mod Shanghai, markerer det en historisk offensiv for den skandinaviske luftfartskoncern.

Blot fire dage efter at have afsluttet de langvarige og dramatiske forhandlinger om nye overenskomster med de ansatte og dermed reddet en af Skandinaviens største selskaber fra kollaps og afskedigelser af op mod 15.000 ansatte åbner SAS den direkte rute til Kina samt ruter til fem europæiske storbyer.

Aftalerne med medarbejderne bringer SAS-ledelsens gigantiske spareplan - kaldet Turnaround 2005 - i mål med besparelser for minimum 14 milliarder svenske kroner ud af en samlet omsætning på 47 mia. kroner. Efter tre år med en styrtblødende økonomi bliver Turnaround-planen den kommende tid løftestang for en uhørt ekspansion, der skal øge antallet af de lange, oversøiske ruter til 15 og sikre koncernen et overskud på fem milliarder kr. senest i 2006, proklamererde koncernchef Jørgen Lindegaard på gårsdagens pressemøde i Stockholm. I 2003 fik SAS et underskud på 1,2 milliarder kroner.

»Det er klart, at chancen for, at nogle af de nye ruter kan overleve på længere sigt end bare lige nu, er blevet væsentligt større. Det største vækstpotentiale ligger på de interkontinentale ruter. Hidtil har vi været for små til at kunne deltage. Men Turnaround 2005 giver os nye muligheder,« sagde Jørgen Lindegaard.

I dag har SAS ialt 11 interkontinentale flyvninger.

Samtidig garanterer Lindegaard, at omkostningsniveauet nu er bragt tilstrækkeligt langt ned, så der ikke kommer flere fyringsrunder. Spareplanerne har hidtil kostet 6.000 medarbejdere jobbet.

Trussel om lukning
Som den allersidste medarbejdergruppe indgik piloterne klokken fem natten til onsdag en ny aftale om løn og arbejdstid.

Som beskrevet i gårsdagens udgave af Berlingske Tidende kom de kabineansatte, piloterne samt SAS-ledelsen sent tirsdag aften hinanden i møde, efter at forhandlingerne helt uhørt fortsatte, efter det ektraordinære bestyrelsesmøde var begyndt. Aftalerne betyder, at medarbejderne fremover skal arbejde væsentligt mere for en markant lavere løn. Til gengæld sikrer de en fremtid for SAS, og medarbejderne kan dermed beholde deres job.

Reelt forhandlede medarbejderne dog med kniven for struben, da skrækscenarier tegnede sig som alternative løsninger for flykoncernen og de ansatte. Ud over den såkaldte plan B med massive rutelukninger arbejdede SAS-ledelsen til det sidste med en plan C med egentlige lukninger af selskaberne og efterfølgende genansættelser på helt andre og individuelle vilkår.

»Når medarbejderne går med til at arbejde hårdere for en lavere løn, så har SAS helt nye muligheder for at ekspandere. Ekspansion er også et vigtigt signal til medarbejderne om, at man tror på fremtiden. Men presset fra lavprisselskaberne er fortsat en trussel. Lindegaards væsentligste opgave bliver at fortsætte arbejdet på at nedbringe omkostningerne,« siger Brian Børsting, luftfartsanalytiker i Jyske Bank.

Trimmet til luftkrig
SAS står således de kommende år med udsigt til den hårdeste konkurrence om passsagererne nogensinde.

Men med de nye overenskomster og de nedbragte omkostninger er SAS trimmet og parat til at gå i luftkrig med de aggressive lavprisselskaber, der hidtil har slået sig op på, at uanset hvad SAS foretager sig, kan de gøre billigere.

»Jeg har kun én ting at sige - stordriftsfordele. Dem har vi ikke været gode nok til at udnytte hidtil, men det vil ændre sig nu. Nu skal de bare se, hvad »stort selskab« betyder,« lyder kampråbet fra Jørgen Lindegaard.