220 hyldekilometer om dansk erhvervsliv

Danmarks største arkiv ligger i Greve. Her opbevares private og offentlige virksomheders papirer og databaser under Fort Knox-lignende sikkerhed.

220 hyldekilometer om dansk erhvervsliv - 1
Danmarks største arkiv har materiale helt fra 1870erne til i dag. Alt styres med stregkoder og avanceret elektronik, og hver dag ekspederes 6.000 ordrer.<br> Fold sammen
Læs mere
Det er større end Rigsarkivet. Der kommer 45 kilometer nye dokumenter ind hvert år. Der står velordnede kasser fra gulv til loft, som findes frem med avanceret teknik. Alle medarbejdere er sikkerhedsgodkendt af Politiets Efterretningstjeneste. På fire år er virksomheden vokset med 1.600 procent. Og nu kniber det med pladsen, så der skal udvides til det dobbelte.

Virksomheden Recalls arkiv i Greve, syd for København, er stort. Rigtigt stort. Og virksomheden selv er også usædvanlig. I fredags blev den kåret som årets virksomhed i byen. Den huser arkiver fra bl.a. Nordea, PFA, PBS, Nykredit, Det kgl. Bibliotek og Udenrigsministeriet.

Administrerende direktør Niels Eltorp er egentlig flyttemand og tidligere chef for flyttefirmaet Adam. Men to norske flyttefolk overtalte ham til at gå i gang, og i januar 1997 skete det.

»Jeg sad på en flyttekasse og kikkede på den kæmpe, tomme hal og tænkte, at det går aldrig godt. Men for fire år siden var vi syv mand, nu er vi 45, og bundlinien har det rigtigt godt.,« siger den tilfredse direktør, hvis to sønner også er med i firmaet.

I sidste uge blev det besluttet at fordoble kapaciteten, og nu undersøges det, om der er plads i Greve eller i Skandinavisk Transportcenter i Køge.

220 hyldekilometer dokumenter fra danske firmaer og institutioner står arkiveret i reoler, der er 35,5 meter lange og ti meter høje. Det hele er elektronisk styret, og alt er markeret med stregkoder, så det er let at finde igen. Hver eneste dag finder og leverer Recalls medarbejdere omkring 6.000 ekspeditioner.

»Vi henter materiale hos en masse kunder hver eneste uge, og vore egne kurerbiler kører 60-70 gange om dagen ud med materialer til kunderne,« fortæller Niels Eltorp.

Kunderne kan via nettet bestille arkivalierne. Recall finder, scanner og overfører dem pr. e-post inden for måske en halv eller en hel time, men standarden er, at man har det efterspurgte næste formiddag. Bliver papirerne fysisk leveret, får kunden en rykker efter en måned, så de også kommer tilbage igen.

Det meste er stadig på papir, men det ændres gradvis, så mere og mere bliver elektronisk. I 2001 blev virksomheden en del af den internationale Recall-kæde og fik dermed adgang til endnu mere avanceret udstyr.

»Arkivvirksomhed - det lyder kedeligt, men det er det bestemt ikke,« siger Niels Eltorp.