19/01-06: Direktør for Bladkompagniet går med øjeblikkelig virkning

Uenigheder om kursen er angiveligt årsag til, at Bladkompagniets adm. direktør, Lars Bjørn Høybye, fratræder sin stilling med øjeblikkelig virkning.

"Det er korrekt, at vi i dag er blevet enige om ikke at fortsætte samarbejdet, men derudover har jeg ingen kommentarer på nuværende tidspunkt," siger Lars Bjørn Høybye, til Børsen Online.

Lars Bjørn Høybye har stået i spidsen for Bladkompagniet siden 2000, og det er angiveligt uenigheder om kursen i Bladkompagniet, der er årsagen til bruddet, hvilket bekræftes af hovedpersonen.

Distributionsselskabet Bladkompagniet er ejet af Det Berlingske Officin og JP/Politikens Hus i fællesskab, Og meget tyder på, at den nuværende koncernlogistikdirektør i JP/Politikens Hus, Hans Peter Nissen, tiltræder som konstitueret direktør, skriver Børsen Online.

Bestyrelsesformanden Merete Eldrup, der er direktør i JP/Politikens Hus, er i øjeblikket til møde og derfor ikke til at træffe.