14/11-05: Kompagniets svanesang

Så sent som i firserne var ØK - populært kaldet Kompagniet - Nordens største virksomhed, større end den svenske industrigigant Volvo. Med salget af et datterselskab i går skrives der endnu et kapitel til en historie om en international erhvervsgigants storhed og fald.

Mediernes børsspalter jubler i dag over, at ØK har frasolgt datterselskabet EAC Nutrition for omkring ni mia. kr.

Det lyder flot, og den gode nyhed er, at det giver selskabets aktionærer et nydeligt kurshop og lidt ekstra til julegaveindkøb.

Den dårlige nyhed er, at salget må ses som endnu et vers i en vemodig svanesang fra en virksomhed, der i årtier ganske enkelt var Danmarks stolteste og største med tæt på 40.000 medarbejdere i mange år. Kompagniets drenge er på retræte!

Frasalget vil f.eks. trække ØK fra en 71. plads på Berlingske Nyhedsmagasins årlige liste over Danmarks 1000 største virksomheder til en plads nede omkring nr. 160.

»Ja, det er en trist historie. Så sent som i firserne var de ikke bare Danmarks største. De var Nordens største målt på omsætning. Større end selv Volvo,« siger nyhedsmagasinets chefredaktør, Flemming Højbo, der selv i 1993 skrev bogen »Det sidste kompagni« om ØKs storhed og fald.

»Solen gik aldrig ned over ØK. De var aktive over hele verden, men virksomheden faldt på indavl. De havde ejerstruktur med krydsejerskab efter tysk model. Aktionærerne kunne hoppe og skrige - direktionen kontrollerede, og den var præget af interne magtopgør bag de lukkede døre. Så skulle det gå galt,« siger Flemming Højbo.

Skidt-Lises søn
Aktionærer eller historikere vil næppe bebrejde de sidste fem års ØK-chef, engelske Mark Wilson, meget. Katastroferne indtraf længe før hans tid. Nu ser det nærmere ud som om han har ledet et vellykket, næsten afsluttet ophørsudsalg.

Historien om Kompagniet blev til mareridt længe før han kom til - men i årtier var det dansk erhvervslivs mest myteomspundne eventyr, skabt først og fremmest omkring stifteren, etatsråd Hans Niels Andersen.

Han var sin tids fermeste danske forretningsmand, bestående af en blanding af forudseenhed, bluff, blær, smiger og småsvindel, som man ikke så helt så nøje på dengang som i dag.

H. N. Andersen kom fra yderst beskedne kår i Nakskov. Faderen døde af druk, da sønnen var 13, og moderen sled sig gennem byen med tilnavnet Skidt-Lise, fordi hun påtog sig at muge ud, hvor borgerskabets faste tjenestefolk nægtede at komme.

Nakskov var en søfartsby, og det faldt naturligt, at den indadvendte Hans Niels først blev arbejdsdreng på det lokale værft og senere blev sømand.

Efter tre år på verdenshavene, især i Fjernøsten, gik H. N. Andersen i 1873 i land i Siam (der i dag hedder Thailand). Han fik job som styrmand på et af kongen af Siams skibe.

Han sejlede uanset vejr og vind, han røg og drak ikke, gik ikke med »damer«, og den belevne og præsentable unge mand fik efterhånden fine bekendte i det lokale kongehus og udenrigsministerium.

Da han i 1884 blev partner i Bangkok-firmaet Andersen & Co, var han endnu kun »& Co« i Flensborg-kaptajnen P. Andersens firma. Andersen & Co. sejlede rundt om Afrika med teak og andet træ til Europa og havde f.eks. kul med tilbage. Det var en god forretning, og Andersen & Co. skaffede sig skovkoncessioner og drev Bangkoks berømteste hotel, Oriental. Men H. N. Andersen kunne ikke finde sig i at spille andenviolin.

Kongehusenes ven
I begyndelsen af 1890erne dukkede den nu 40-årige Andersen derfor op i København for at få støtte til at flytte Andersen & Co., hvor han nu var daglig leder, hjem og med det som grundlag starte et stort anlagt Østasiatisk Kompagni, som skulle beskæftige sig med skibsfart, skibsbygning, eksport, råvareudvinding og produktion.

Det tog næsten fem år at skaffe den nødvendige økonomiske støtte, og ventetiden benyttede Andersen til en gigantisk public relation-kampagne, som næppe gøres bedre i dag.

Hans kontakter med kongehuset i Siam blev brugt som anbefaling til at komme inden for på Amalienborg, og snart kunne H. N. Andersen også færdes hos den engelske konge, den russiske zar og den tyske kejser.

Og i modsætning tidligere og efterfølgende topfolk i erhvervslivet satsede han på at have gode kontakter til tidens eneste medier, aviserne. Han blev specielt gode venner med dagbladet Politikens redaktør Viggo Hørup og senere med samme blads stjernejournalist Henrik Cavling, der helt ukritisk hyldede H. N. Andersen og siden blev forsynet med lån fra Andersen, så han i 1905 kunne overtage avisen.

Verdensfred og statskup
På dette fundament med venner i kongehus og medier blev det langsomt, men sikkert, spredt som en kendsgerning, at H. N. Andersen var nationens største erhvervsmand.

Geniet blev understreget, da Andersen på B&W fik lavet verdens første dieselskibe, og det syntes for samtiden såre naturligt, at H. N. Andersen under og efter Første Verdenskrig igen og igen legede statsmand og storpolitiker. Han prøvede både at lave verdensfred og at at få kong Christian X til at begå statskup.

At virkeligheden omkring H. N. Andersen ikke helt kunne leve op til myten, blev overset af de, der godt kunne bruge et idealiseret forbillede.

Allerede kort efter ØKs start kom det til en voldsomt omtalt sag mellem H. N. Andersen og Emmanuel Kinch, en af de oprindelige partnere i Bangkok.

Kinch havde fået nok af Andersens enerådighed og sagde op. Andersen tromlede Kinch til at skrive under på, at han havde ansvaret for en række forretninger, der var gået galt.

Da Kinch fik sundet sig, fortrød han underskriften. Sammen med sin advokat fandt han ud af, at han selv havde dokumentation for, at Andersen havde ansvaret for de pågældende fejl, men samtiden ville hellere tro på ØK-chefen.

Dieseldamperne blev, især med verdenskrigens umættelige behov for sejlende materiel, en strålende forretning, og aktionærerne fik endelig rimelig grund til at være glade.

Hypnotisk kraft
H. N. Andersens evne var at opfatte og tænke i helheder og at stole på fornemmelser. Med nærmest hypnotisk kraft, der bedst kom til udførelse ved samtaler under fire øjne, kunne han pådutte andre sit verdensbillede.

»Jeg støtter dem der støtter mig,« var et af H. N. Andersens typiske talemåder, og ganske ofte underholdt han sine gæster med at læse op af sine egne, patetiske og ikke voldsomt åbenhjertige erindringer.

Selv var han aktiv i Kompagniet helt til han døde som 85-årig i 1937. Da havde han forlængst fået titlen etatsråd og udnævnelse til Ridder af Elefantordenen - og han blev brugt som bevis for, at det ikke gør noget, at man er født i en andegård, når bare folk tror, at man er en svane...

Nordens største
H. N. Andersen efterlod et kompagni i topform til at gå gennem Anden Verdenskrig og ind i efterkrigstiden.

Man havde teakskove i Thailand, arbejdede for kaffeeksportører i Brasilien, der var industrivirksomheder som sojakagefabrikken på Islands Brygge, og der var ØK-skibe på alle verdenshave - ofte bygget hjemme i Nakskov. Både rederi og værft hørte til Europas største - endnu pænt foran DFDS og A.P. Møller.

Endnu i firserne toppede ØK listerne over Nordens største virksomheder, målt på omsætning, og medarbejdertallet nærmede sig 40.000, men bagefter blev det klart, at Kompagniet i halvfjerdserne under Mogens Pagh og i firserne under Henning H. Sparsø var blevet en arrogant kolos på lerfødder, som bl.a. måtte opgive sit store værft i H. N. Andersens fødeby.

ØK - med sine hundredevis af tennisspillende ledere i blazere og gabardinebukser - havde udviklet sig »mere til en selvejende kulturinstitution og opdragelsesanstalt for unge mænd end til en forretning«. En institution »hvor det at eksistere, at være stor, at syne af noget, blev et mål i sig selv,« som det hedder i Flemming Højbos bog.

Ganske betegnende blev Henning H. Sparsøs sidste embedshandling at flytte ØK fra et imposant hovedkvarter ved Holmens Kanal til et moderne glashus i Københavns Frihavn, hvor man dårligt nåede at flytte ind, før godt skjulte underskud væltede frem fra flyttekasserne.

Sparsø blev i hast sendt på pension, men der var ikke meget at gøre for afløseren Michael Fiorini, der ganske symbolsk året efter måtte sælge et at de få store tilbageværende aktiver, rederiet, til sin gamle arbejdsplads A.P. Møller, der i de mellemliggende år havde taget taktstokken i dansk erhvervsliv.

Også det fine, nye glashus i Frihavnen røg, og at Fiorinis afløser Mark Wilson fra det nye hovedkvarter i Singapore nu har fået en smuk salgspris for EAC Nutrition er en ringe trøstpræmie for et kompagni under afvikling.

H. N. Andersen ville ikke have været fornøjet..