13-skala står for fald

13-skalaen bør afskaffes og erstattes af et andet system, der er mere internationalt sammenligneligt, mener en karakterkommission.

Den velkendte 13-skala står nu for fald i uddannelsessystemet, efter at en særlig karakterkommission fredag afleverede sin rapport. 13-skalaen bør afskaffes og erstattes af et system, der i højere grad er internationalt sammenligneligt.

- Det er vores helt klare anbefaling, at man afskaffer 13-skalaen. Den har måske nok befolkningens tillid, men har ikke fortjent det, siger Katherine Richardson, professor ved Aarhus Universitet og formand for kommissionen.

Man har overvejet at justere på den eksisterende skala, men fundet, at det giver for store ulemper. I stedet foreslår man nu et system med syv karakterer, der strækker sig fra minus 3 til 12.

/ritzau/