13 gode grunde til ikke at oprette testamente

Kan brevkassen fortælle hvorfor man skal oprette testamente, når vi nu har en udmærket arvelov?vh. X

Svar:

Der er skrevet tykke bøger om dit spørgsmål, men i stedet for at sende dig på biblioteket har jeg her samlet nogle argumenter. Dem har jeg vendt »på hovedet« i håb om, at denne form vil »provokere« mange læsere til at gøre noget ved det. Som du kan se til sidst i mit svar er der masser af gode grunde til at få lavet testamente - trods arveloven. Eller rettere: på grund af arveloven, som ikke lever op til de ønsker »mange« danskere har.

13 gode grunde til ikke at oprette testamente:

1. Jeg regner med at leve evigt.

2. Min samlever gennem mange år skal ikke arve noget efter mig, og det er kun rimeligt at hun/han skal flytte fra mit hus/ejerlejlighed, så mine egne børn kan sælge og få pengene udbetalt.

3. Jeg er gift, og vi har »dine børn og mine børn og vore børn« - og jeg regner ikke med at blive den længstlevende.

4. Hvis jeg dør først, skal min ægtefælle sidde i uskiftet bo og ikke have lov at gifte sig med en anden.

5. Det er rimeligt, at mine børn, når de er 18 år, kan få hver sin sportsvogn - derfor behøver jeg ikke at båndlægge arven hverken helt eller delvis.

6. Jeg ved godt, at min søn skylder til højre og venstre, men når han arver mig, så er det da kun rimeligt, at arven går direkte til kreditorerne, så det ønsker jeg ikke at forhindre.

7. Mine børnebørn skal ikke arve noget, de må nyde mig, mens jeg lever, og jeg vil derfor ikke sikre dem mindegaver eller læsepenge i testamente.

8. Jeg ønsker, at mine arvinger skal dele alt, hvad de har arvet efter mig, med deres ægtefælle, hvis de senere skal skilles eller separeres, og derfor er et testamente overflødigt.

9. Jeg er ugift og har hverken børn eller nær familie (forældre, søskende eller søskendebørn) - og jeg ønsker, at staten skal arve alt, hvad jeg efterlader mig.

10. Jeg ved godt, at jeg kan undgå boafgift ved at lade friarven efter mig gå til et velgørende formål, men det ønsker jeg ikke.

11. Jeg ønsker, at det skal være sidste gang mine arvinger ser hinanden, når de efter min død skal mødes for at dele indboet efter mig, og at det skal være en oplevelse, de aldrig vil glemme.

12. Jeg er gift, og vi har ikke nogen børn sammen, men jeg har mine egne børn. Ved min død ønsker jeg, at min ægtefælle straks skal udbetale en tredjedel af vores samlede formue til mine særbørn, det vil sige, at mine børn skal have en tredjedel af både mine egne og min ægtefælles værdier.

13. Jeg har for mange år siden oprettet et testamente, som jeg ikke siden har fået efterset af en advokat med særlig erfaring i disse sager. Jeg regner ikke med, at der er mulighed for at forbedre retsstillingen for mine arvinger, selv om lovgivningen er ændret meget inden for de seneste ti år.Hvis du ikke har ønske om, at dine efterladte skal stilles, som det fremgår af de 13 angivne grunde, så er der en række spørgsmål du bør overveje, når du vil oprette testamente: Hvad er formålet med testamentet - er det kun fordelingen af arven, eller ønsker du tillige at råde over bestemte ting? Vil du give legater eller gaver eller støtte velgørende formål?

Senere genkaldelse og ændring af testamentet - hvad skal gælde?

Uigenkaldelighed - kan testamentet siden ændres?

Dødsgaver og dødslejegaver - pas på! Reglerne er skrappe!

Organ-donation - er det overvejet, og hvordan har du meddelt det til andre?

Begravelse eller ligbrænding og gravstedets vedligeholdelse - er det overvejet, og hvordan har du meddelt det til andre?

Gaver og løsøre-legater.

Pengegaver. Fri for boafgift eller --?

Rentenydelser (der indsættes et beløb på en konto og »personen« kan hæve renter indtil dennes død, hvorefter den indsatte sum tilfalder testators (= dine) livsarvinger.

Fast ejendom - skal den gå til bestemte eller er der udtagelsesret?

Almennyttige eller velgørende formål? Hvilken forening og hvorfor?

Særeje - og da hvilken særejeform?

Båndlæggelse af arven. Helt eller delvis og hvor længe?

Bestemmelser om skifte - hvem skal opgøre boet?

Privat skifte og af hvem? Eller bobestyrerskifte?

Arveforskud og arveafkald.

Gaver uden afgift?Den mere alvorlige baggrund:

Professor, dr.jur. Finn Taksøe-Jensen, Københavns Universitet, er specialist i arvelovsforhold, og han har på baggrund af en række større undersøgelser bl.a. fundet ud af følgende:

15.000 danskeres formue ender hvert år i de forkerte lommer.

Det anslås at svare til omkring 20 milliarder kroner.

1,5 mio. mennesker ville formentlig skrive testamente, hvis de vidste hvilke fordele de kunne få ved det - men kun 350.000 har gjort det i dag.

Af de 1,5 mio. har 500.000 et akut behov for at oprette testamente.

Yderligere 800.000 ville oprette testamente, hvis de kendte fordelene derved.

Af de danskere, der har oprettet testamente, burde halvdelen som følge af ny lovgivning ændre testamentet.

Vi har ca. 300.000 papirløse par i Danmark.

Vi har ca. 380.000 ægtepar med børn, de ikke begge er forældre til.Læs mere på www.ror.dk/testamente

vh.

Allan Ohms