Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Microsoft har accepteret at betale 761 millioner dollar (4,7 milliarder kroner) til ærkerivalen Real Networks, som havde sagsøgt Microsoft. Microsoft har nemlig brugt sin dominerende stilling på softwaremarkedet til at væve sin multimedieafspiller, Windows Media Player, tæt sammen med styresystemet Windows. Derved blev konkurrerende multimedieprogrammer som Real Networks egen Real Player holdt effektivt ude.
Det var præcis det, der i marts 2004 fik EU-Kommissionen til at idømme Microsoft en bøde på 3,7 milliarder kroner og samtidig stille krav om, at Microsoft sender en udgave af Windows på gaden helt uden Media Player.
EU: »Irrelevant«
Microsoft skal betale en erstatning til Real Networks på 460 millioner dollar samt andre 301 millioner som hjælp til markedsføring.
»I dag lukker vi et kapitel og åbner et nyt i vort forhold til Microsoft,« sagde Rob Glaser, grundlæggeren af RealNetworks og selskabets øverste chef, på en pressekonference sammen med Microsofts grundlægger og bestyrelsesformand, Bill Gates.
Glaser forlod i 1994 Microsoft for at etablere netop RealNetworks.
EU-Kommissionens talsmand, Jonathan Todd, kalder imidlertid aftalen for »aldeles irrelevant«.
»Vi vil fortsætte med at sikre fuld og hel udmøntning af beslutningen fra marts 2004. Kommissionens rolle er at sikre EUs konkurrencelov overholdt til gavn for forbrugere og virksomheder i Europa,« siger Jonathan Todd.
Der er endnu ikke sat dato på, hvornår sagen kommer for EF-Domstolen.