1200 firmaer til angreb på energi-gigant

Over 1200 virksomheder står bag et kommende sagsanlæg mod Dong Energy. Konkurrencerådet fastslår, at Elsam (nu Dong Energy Power) har misbrugt sin dominerende stilling på elmarkedet også i 2005 og 2006.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er netop på den baggrund, der lægges sag an.

- Nu gør vi klar til den største konkurrence- og erstatningssag i Danmarkshistorien. I løbet af sommeren forventer vi at have opgjort det samlede erstatningskrav fra de nu mere end 1200 virksomheder, som er ramt af DONG Energys markedsmisbrug og deltager i vores fælles sag. Kravet bliver formentlig på over 1 mia. kr. fastslår adm. direktør Jørgen Holm Westergaard, Energi Danmark.

På vegne af de tre elhandelsselskaber OK, Scanenergi og Energi Danmark, der indklagede DONG Energy for Konkurrencestyrelsen, erklærer han sig tilfreds med Konkurrencerådets afgørelse.

- Afgørelsen er klar. Som elgrossister havde vi selv dokumenteret DONG Energys markedsmisbrug i 2005. Nu viser Konkurrencestyrelsens grundige undersøgelse, at Dong Energy også efter overtagelsen af Elsam fortsatte misbruget i 2006, siger han.

- Som elgrossister har vi følt det som en pligt at gå i aktion for at skaffe vores kunder den erstatning, de har krav på. Vi vil nu hurtigst muligt opgøre det samlede erstatningskrav. Vi forventer, at Dong Energy også gerne vil have denne sag hurtigt ud af verden og derfor betaler den erstatning, som kunderne har krav på, siger Jørgen Holm Westergaard.

De tre elhandelsselskaber bag erstatningssagen har med støtte af eksperter fra Harvard Business School i USA og Copenhagen Economics udviklet en model til beregning af kundernes tab, som giver den nødvendige dokumentation over for Dong Energy. Advokatfirmaet Bech-Bruun er juridisk rådgiver, oplyser Energi Danmark.

Dong er uenige i afgørelsen fra Konkurrencerådet og energikoncernen har besluttet at anke afgørelsen til konkurrenceankenævnet.

- Elsams position på markedet er i 2006 blevet halveret, og vore konkurrenter har blåstemplet den måde, prisdannelsen har fungeret på i 2006. Derfor er det vanskeligt at forstå Konkurrencerådets afgørelse. Dong Energy lægger vægt på at være en ansvarlig aktør på el-markedet, som vore kunder kan have fuld tillid til, siger administrerende direktør Anders Eldrup fra Dong Energy.

(RB-Børsen)