1.700 anpartshavere i hotel må igen til lommerne

Hotel- og konferencecenteret Borupgaard i Snekkersten bliver sat til salg. Samtidig bliver de 1.700 anpartshavere bag præsenteret for endnu en efterregning på sammenlagt 18 millioner kroner.

Stridens kerne er hotel- og konferencecenteret Borupgaard i Snekkersten. Ejeren og lejeren har i årevis været uenige om betingelserne for driften af hotellet. Foto: Morten Juhl Fold sammen
Læs mere
Et erstatningskrav på »ikke under 70 millioner kroner« truer Comwell-koncernen, der er en af de store danske aktører inden for hotel- og konferencebranchen. Kravet fremsættes af kommanditselskabet, som ejer hotellet Borupgaard ved Snekkersten. De anser lejekontrakten for misligholdt.

Comwell er på sin side undervejs med et modkrav på »ikke under 15 millioner kroner« for uberettiget ophævelse af lejemålet. Det kan i værste fald blive det sidste søm til ligkisten for de 1.700 anpartshavere samlet i kommanditselskabet Borupgaard.

Det er den foreløbige kulmination på en årelang strid mellem Comwell, som i 15 år har drevet hotel- og konferencecenter på Borupgaard, og de 1.700 anpartshavere i K/S Borupgaard.

Comwells administrerende direktør Preben Nesager afviser, at koncernen vil kunne rystes af denne erstatningssag, selv om det værst tænkelige skulle ske.

»Vi har store friværdier i vore ejendomme,« siger han.

Ejendomskomplekset Borupgaard ejes af 1.700 anpartshavere i selskabet K/S Borupgaard, og de har netop fået endnu en efterregning ind ad brevsprækken.

Resthæftelsen på 5.500 kroner skal indbetales af to omgange. Første rate forfalder her og nu - på mandag 15. marts. Næste rate et halvt år senere.

I denne eller næste uge sættes hotelkomplekset Borupgaard til salg. Priskravet er ukendt.

»Alle muligheder er i spil,« siger K/S Borupgaards formand Kai Lund. Han erkender, at der er tale om et center, hvor der sandsynligvis ikke er mange købere.

»Men vi er fortrøstningsfulde.«

Årelange skænderier
Det kostede 200 millioner kroner at opføre og etablere hotel- og konferencecenteret i 1988. Ejendomsværdien i dag er 91 millioner kroner. Men kun få tror på, at et hotel- og konferencekompleks uden lejere og beliggende i et yderområde af København kan sælges blot for ejendomsværdien. Dermed kan regningen i sidste ende havne hos Realkredit Danmark, der har belånt Borupgaard.

Kommanditisternes formand Kai Lund siger:

»Vi har endnu ikke opgjort det endelige krav mod Comwell, men det bliver ikke under 70 millioner kroner. Det handler bl.a. om ikke betalt husleje, opsat husleje ved fraflytning og omkostninger ved, at bygningen ligger tom. Derudover er hotellet ikke afleveret i den stand, det skulle afleveres i, ligesom det også vil koste ekstra at genåbne Borupgaard.«

Kai Lund siger, at lejemålet blev opsagt, fordi »det var svært at få dem til at gå,« som han udtrykker det. »Der har været uoverensstemmelser igennem mange år.«

Opsigelsen resulterede imidlertid i, at de 1.700 anpartshavere i K/S Borupgaard fik problemet smidt lige tilbage i nakken, da Comwell overraskende forsvandt i »nattens mulm og mørke«, som Kai Lund udtrykker det.

K/S Borupgaard og driftsselskabet Comwell havde en 15-årig, uopsigelig lejekontrakt, som udløb 15. december 2003.

»Det handler om, hvorvidt huslejeaftalen er overholdt, og det mener vi altså ikke, at den er. Derfor gjorde vi, som vi gjorde,« siger Kai Lund, der henter juridisk bistand fra advokatfirmaet Gansted-Rasmussen.

»Spild af penge«
Henvendelsen fra Berlingske Tidende Business til Comwells administrerende direktør igennem en årrække Preben Nesager fik ham til straks at sammenkalde sine advokater på sagen: Jon Dyhre Hansen fra advokatfirmaet Bech Bruun & Dragsted og lejeretsekspert og tidligere professor Halfdan Krag Jespersen. Dyhre Hansen er også bestyrelsesmedlem i det nødlidende Comwell Borupgaard A/S.

»Frem til 1996/97 havde vi et udmærket samarbejde med anpartskoncernen DMK og Sydbank i forbindelse med Borupgaard, men så overtog kommanditisterne selv aftalen, og frem til julen 2003 har det været eskalerende dårligere. Vi har ikke haft til hensigt at forlade Borupgaard - et par års underskud forskrækker os ikke. Men vi kan altså ikke drive et hotel- og konferencecenter, når vi ved, at vi skal forlade det inden for et år,« siger Preben Nesager.

»Medarbejderne vil begynde at sive, og kunderne vil blive usikre. Det dur simpelthen ikke. Det er meget mærkværdigt på denne måde at blive sparket ud. Og især mærkværdigt, når kommanditisterne og Kai Lund ikke har taget initiativ til at drive stedet videre,« siger Preben Nesager. »Det er overordentlig beklageligt, og det er spild af penge og arbejdspladser.«

Advokat Halfdan Krag Jespersen siger om erstatningskravet fra kommanditisterne: »Der er ikke fugls føde på den sag. Fristerne ifølge lovgivningen er overskredet, og derfor fortaber de retten til erstatning.«

Håber på hurtigt salg
K/S Borupgaard siger, at Comwell ganske enkelt har misligholdt aftalen, og derfor vil de have erstatning. Det afviser Comwell kategorisk og siger til gengæld, at der er tale om en uberettiget ophævelse af aftalen, og derfor vil Comwell have erstatning.

Kai Lund oplyser, at det koster omkring 13 millioner kroner om året at drive det tomme Borupgaard. Der skal betales terminsydelse til Realkredit Danmark samt ejendomsskatter, og komplekset skal varmes op. Derudover er der også udgifter til et vagtfirma.

Kai Lund afviser, at kommanditselskabet kan få finansiel åndenød og komme i likviditetsproblemer. Den resthæftelse, der nu er forfalden, vil give 18 millioner kroner i kassen, dog under forudsætning af, at alle betaler. Og derudover har selskabet - stadig ifølge Kai Lund - også penge i kassen i dag.

Kai Lund håber på et hurtigt salg. Og derfor vil han ikke spekulere i, hvor lang tid kommanditselskabet har råd til at ligge med Borupgaard.

»Jeg venter, at salget vil blive gennemført relativt hurtigt.«