(04.03.04) Sydbank forsvarer omstridt skattefradrag

Ledelsen i Sydbank kom under beskydning for udnyttelse af skatteregler på bankens generalforsamling, men banken har ingen planer om at trække sine anke til Landsskatteretten.

(04.03.04) Sydbank forsvarer  omstridt skattefradrag - 1
Sydbanks administrerende direktør Carsten Andersen er af den overbevisning, at banken skal benytte de skattefradrag, der er mulighed for af hensyn til aktionærerne. Foto: Claus Fisker
Læs mere
Fold sammen
Topledelsen i Sydbank måtte forsvare det omstridte skattefradrag på bankens generalforsamling i Aabenraa i går. Banken blev angrebet af formanden for Foreningen af Kritiske Aktionærer, Frank Aaen, der med én aktie i lommen havde adgang til talerstolen.

»Det er uden for enhver tvivl, at denne bank er ude på et overdrev. De 115 millioner kroner, som der er tale om, svarer til prisen for at drive alle gymnasier i hele Sønderjyllands Amt,« sagde Frank Aaen.

Det omstridte fradrag blev for alvor en offentlig sag, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på et pressemøde sagde: »Det er ikke kønt at se på, når nogen på den måde prøver at udnytte reglerne ikke bare til det yderste, men til det aller-alleryderste.«

Sydbank har fået besked på, at den ikke kan foretage fradraget. Derfor har banken betalt de 115 mio. kr. til skattemyndighederne og anket afgørelsen til Landsskatteretten.

»Det er helt klart bankens opfattelse, at de tab er fradragsberettigede,« sagde administrerende direktør Carsten Andersen. Han understregede også, at da banken første gang annullerede egne aktier i 1999, skete det ikke af skattetekniske årsager.

»Det var først senere, at vi fandt ud af, at der var mulighed for at foretage fradrag,« sagde Carsten Andersen, der er af den overbevisning, at banken skal tage de fradrag, der er mulighed for at tage, af hensyn til aktionærerne. Dermed afviste han Frank Aaen, der krævede, at en bank af Sydbanks størrelse bør tage nogle hensyn.

Formanden for Sydbanks bestyrelse Kresten Philipsen, der har en fortid som amtsborgmester i Sønderjylland, glædede sig over, at Frank Aaen, der har siddet i Folketinget for Enhedslisten, støtter Philipsens partifælle Anders Fogh Rasmussens synspunkter.