Bush under belejring

Mange dømmer i disse dage præsident George W. Bush ude i det politiske vildnis. Men i det amerikanske system er en præsident aldrig irrelevant eller overflødig, da han har mange muligheder for at sætte sig politisk igennem. Derfor er det også aldeles for tidligt at afskrive den amerikanske præsident, selvom Irak virker som et morads. Præsident Bush bliver dog nødt til at tage behørigt hensyn til flertallet i Kongressen. I den 49 minutter lange tale til nationen natten til i går viste Bush også en vis vilje til at skabe politiske resultater i samvirke med begge partier. Hovedparten af seerne reagerede da også positivt på talen, ifølge en ny CNN-meningsmåling, men det er langtfra det samme som, at man støtter ham, og kun få er positive over for hans samlede indsats endsige Irak-politikken. Talens indenrigspolitiske forslag lægger tilsyneladende op til brede forlig, bl.a. en mere miljøvenlig energipolitik, der skal dæmpe afhængigheden af olie, udbredelse af sundhedsforsikringer for grupper uden dækning, mere rimelige forhold for udlændinge, der vil arbejde midlertidigt i USA osv.

Men alt det kan ikke dække over de dybe problemer, præsidenten står over for på grund af Irak, og kun godt halvdelen af de amerikanere, der så talen, tror, at USA når sine mål i Irak. Men det er værd at huske, at forgængeren, præsident Bill Clinton i 1994 stod i problemer til halsen. Hans parti mistede flertallet i Kongressens to kamre ved midtvejsvalget. Mange iagttagere afskrev Clinton, men han kom igen. Han vandt ved bredt samarbejde og ved at hugge Republikanske mærkesager og gennemføre dem med Demokratiske midler. Clinton endte sin embedsperiode med stor støtte fra amerikanerne. To ting forhindrer Bush i at lave en ren »Clinton«. For det første har Bush i mere end fem år udkæmpet en krig mod terror, hvis midler færre og færre støtter. USAs allierede er bekymrede, og 70 procent af amerikanerne synes, Irak-politikken kører skævt, ifølge CNN. Den voksende folkelige skepsis har nået et foreløbigt klimaks, hvor hovedparten af amerikanerne modsætter sig Bush' nye strategi med at tilføre 20.000 ekstra tropper. Bush fortsætter alligevel. For det andet har Bush og Republikanerne i høj grad ignoreret det brede samarbejde i amerikansk politik. Hvor forgængeren Clinton i høj grad var en kompromisets mester, synes Bush langt mere kompromisløs og stålsat. Det giver fjender i USAs Kongres.

Bush har som præsident magt til at gennemføre sin Irak-politik. Flere tropper er på vej uden støtte i befolkningen og Kongressen - et flertal i en senatskomité overvejer endda at vedtage en resolution, der stempler Bush' nye strategi som imod »den nationale interesse«. Krones Bush-strategien med held, vil præsidentens popularitet givet vokse på ny. Går det atter galt, så åbner den politiske afgrund sig under ham. Irak har vist sig at rumme langt flere faldgruber end forventet. Af hensyn til stabiliteten i verden er det vigtigt at terroristerne nedkæmpes. Sker det ikke, bliver Bush' sidste par år i embedet aldeles ubehagelige.