Brug for stærk borgerlig modvægt til Ritt

Tung borgerlig kandidat efterlyses som troværdigt alternativ til Ritt Bjerregaard ved næste valg

Når det københavnske Venstres førstemand, kulturborgmester Martin Geertsen nu kaster håndklædet i ringen med sin opsigtsvækkende beslutning om at stoppe som folkevalgt, efterlader han en borgerlig-liberal opposition i Borgerrepræsentationen, der er alvorligt bagud på point. Virkeligheden er, at det venstreorienterede flertal på Rådhuset sidder tungt på magten til skade for byens udvikling. Førend der kommer en stærk borgerlig-liberal kandidat, skal københavnerne ikke forvente et reelt alternativ til Ritt Bjerregaard, der med sin mere end 30-årige parlamentariske erfaring som minister af flere omgange og dansk EU-kommissær har en ubestridelig pondus og politisk råstyrke uanset hvad man så ellers måtte mene om overborgmesterens politiske linje. Kvaliteten af de nuværende borgerrepræsentanter for Venstre og Det Konservative Folkeparti ufortalt matcher de ikke overborgmesteren. Bevares, mands minde er kort i dansk (kommunal)politik og meget kan nå at ændre sig, hvis en stærk folkevalgt træder frem i første række, og det kan ske, da der er flere år til næste kommunalvalg.

Ritt Bjerregaard har valgt at konsolidere sig med Radikale og venstrefløjen, efter en farceagtig konstituering, der virkede helt siciliansk. Den ensidige politiske kurs mærkes, og der er grund til bekymring for, om den fremgang, som er blevet hovedstaden til del de sidste godt 15 år, bliver bragt i fare. Modsat trækker, at København har tiltrukket nye købestærke befolkningsgrupper, fordi byen i snart en del år har undergået en modernisering. Dette lykkedes bl.a., fordi der var pres fra staten netop for modernisering af den stivnede kommune, og fordi forgængeren i perioder så sit snit til bredt samarbejde om løsninger på byens problemer. Sådan er det ikke mere.

Status er således, at det københavnske bystyre er polariseret. Ved kommunalvalget var den borgerlige opposition særdeles klar i mælet og førte en direkte konfrontationskurs med det socialdemokratiske bystyre. Det var samlet set ingen vælgermæssig succes, da et tiltrængt systemskifte mislykkedes. Siden valgte Venstre så, efter at Søren Pind trak sig som leder af det kommunale Venstre på Rådhuset, en mere midtsøgende kurs med kulturborgmester Martin Geertsen som eksponent herfor. I dag gør han status i nærværende avis, hvor han giver eksempler på, at Ritt Bjerregaards ledelse er »moralsk korrumperet« og skriver ligefrem, at »Ritt Bjerregaards ledelse af København er præget af løgne, bedrag, trusler, personlig forfølgelse, svig og dårlig stemning«. Det er hårde ord i sommervarmen. Men Ritt Bjerregaard har også haft en uheldig hånd i en række sager, som sætter spørgsmålstegn ved hendes politiske dømmekraft. Og det er med det afsæt, at det borgerligt-liberale København skal se at komme videre og skal levere et troværdigt alternativ, ikke bare i politisk henseende, men også i form af en kandidat med virkelig tyngde. Dén opgave bliver mere end vanskelig. Venstres stærke københavner, undervisnings- og kirkeminister Bertel Haarder, kunne være en sådan mand, men spørgsmålet er, om statsministeren vil kunne undvære ham. Men det er en modkandidat af en sådan kaliber, der skal til for at slå Ritt Bjerregaard medmindre hendes på venstrefløjen baserede politik når at skabe en sådan modvilje og frygt for fremtiden, at vælgerne selv klarer sagen, uanset om der er en stærk modkandidat.