Kan vores børn kræve deres tvangsarv?

I denne uges brevkasse kommer advokaten ind på, at uskiftet bo faktisk ofte vælges på en måde, så man kan få den mistanke, at det ikke er særligt velovervejet.

Bolig
Helt tilbage fra de gamle landskabslove fra 1200-tallet var det muligt for efterlevende at undgå skifte. Principperne i de nugældende regler om uskiftet bo har snart 100 års fødselsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Kære brevkasse

Vi er et ægtepar med børn. Vi er i tvivl om, hvorvidt vi automatisk, når en af os går bort, kan sidde i uskiftet bo, eller om vores børn kan kræve deres tvangsarv. Før i tiden sad man altid i uskiftet bo – men er der lavet om på det i arveloven, efter der er kommet nye regler? Skal vi eventuelt udarbejde et testamente?

Med venlig hilsen

A.R.

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Tak for jeres spørgsmål. Mange er i tvivl om retten til uskiftet bo. Jeg forstår spørgsmålet sådan, at I har fællesbørn, og her følger det af arvelovens paragraf 17, at længstlevende har ret til at vælge uskiftet bo. Af hensyn til andre læsere vil jeg lige nævne, at hvis den førstafdøde ægtefælle efterlader sig særlivsarvinger, kan boet kun udleveres til uskiftet bo med samtykke fra dem. Er en særlivsarving umyndig ifølge værgemålslovens paragraf 1 stk. 1, eller er der beskikket skifteværge for en særlivsarving, kan skifteretten tillade boets udlevering til uskiftet bo, hvis værgen eller skifteværgen samtykker deri, og udleveringen er forsvarlig under hensyn til livsarvingernes interesser og den længstlevende ægtefælles forhold.

Det samme gælder, hvis en særlivsarving er under værgemål efter værgemålslovens paragraf 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens paragraf 7, hvis værgemålet angår dette anliggende. Er særlivsarvingen under samværgemål, kræves tillige samtykke fra særlivsarvingen.

Du skriver, at man førhen »altid« sad i uskiftet bo. Det er et meget godt billede. En undersøgelse foretaget efter anmodning fra arvelovsudvalget ved tre skifteretter i perioden fra 1. januar 2000 til 31. december 2000 viste, at i boer, hvor der kun var fællesbørn, blev mellem 87 og 91 pct. sluttet som uskiftede boer, og i boer, hvor førstafdøde havde særbørn, blev mellem 44 og 54 pct. sluttet som uskiftede boer, og jeg tror, at billedet i dag nok svarer hertil. Selv om skifte nok er blevet lidt mere almindeligt i dag, end da undersøgelsen blev lavet.

Når uskiftet bo vælges, sker det nok i en del tilfælde, fordi det er det letteste og hurtigste, og den efterlevende ægtefælle har måske i situationen ikke ressourcer til at overveje alternativerne, og skifteretten har ikke mulighed for at gå ind og give en konkret vejledning. Dertil rækker bevillingerne ikke.

Hvorfor er uskiftet bo så ikke altid den bedste løsning? Det er der skrevet lærebøger om, og inden for brevkassens rammer kan man jo kun på harefod nævne, at der kan være fordele ved et skifte, herunder skattebesparelse, frihed for kontrol, frihed for at hæfte for førstafdødes forpligtelser, frihed til at testere og til senere at indgå nyt ægteskab.

Det uskiftede bo har i nogle tilfælde fordele i forhold til et skifte: En enkel, hurtig og billig bobehandlingsform, hvor den længstlevende til en vis grad – men også kun til en vis grad – bevarer sin rådighed over det uskiftede bos midler, og hvor den længstlevende kan vælge at skifte på et for denne gunstigt tidspunkt (om end skifte af et uskiftet bo godt kan byde på uventede udfordringer).

Uskiftet bo kan som nævnt føles lettere og i hvert fald som en likviditetsmæssig lettelse, idet der ikke udbetales arv til børnene. Bekymringen går ofte på, at formuen i mange tilfælde er bundet i fast ejendom, og derfor kan det være svært at skaffe midler til udbetaling af arv. Her giver den nugældende arvelov en hjælpende hånd. Skifteretten kan give en ægtefælle henstand med udbetaling af arven eller en del heraf til en livsarving efter den førstafdøde ægtefælle, hvis arven ikke kan udbetales uden afhændelse af fast ejendom, løsøre eller andre aktiver, som er nødvendige, for at ægtefællen kan opretholde hjemmet eller sit erhverv.

Denne mulighed i kombination med et testamente, der sikrer længstlevende bedst muligt (det er muligt at etablere en ordning, så barn eller børn skal have/dele 1/32 af den samlede nettoformue), gør, at der er gode muligheder for at klare sig fri af likviditetsproblemer.

Hvis jeg skal sige det på en anden måde, så vil jeg sige: »Ingen kender fremtiden.« Uskiftet bo giver i en del tilfælde grundlag for alvorlige konflikter og diskussion om, hvorvidt arven efter førstafdøde forvaltes i overensstemmelse med arvelovens regler. Efter min mening er der med den nugældende arvelovs udformning så gode muligheder for, at et ægtepar kan indrette sig, så uskiftet bo er unødvendigt, hvilket jeg vil anbefale alle at overveje.

Ja, I bør efter min mening oprette testamente til fordel for længstlevende. Om I også vil kombinere testamentet med en ægtepagt, bør der regnes lidt på. Med den gældende arvelovgivning er det som regel tilstrækkeligt, at I sikrer hinanden ved testamente. Det er en effektiv og let måde at fremtidssikre den økonomiske tilværelse for længstlevende. Hvis I opretter testamente, så overvej samtidig at udarbejde en fremtidsfuldmagt. Det er et godt værktøj for den, der pludselig oplever ægtefællen blive dement eller på anden måde ude af stand til at varetage sine interesser.

Med en fremtidsfuldmagt undgås en tung værgemålssag (som mange føler som et ikke behageligt indgreb). Pladsen tillader ikke en længere omtale af fremtidsfuldmagter, men Berlingskes læsere er velkomne til at bestille et gratis notat – send en e-mail til mig på ao@forumadvokater.dk og mærk den »Fremtidsfuldmagt – Berlingskelæser«, så mailer jeg den.

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H) og mediator

www.ForumAdvokater.dk