Får min fraskilte hustru min datters arv?

En fader vil i denne uges brevkasse gerne have råd til, hvordan han kan undgå, at hans arv til datteren ved dennes død går videre til ekshustruen.

Arv
En fraskilt far til en datter på seks år vil gerne undgå, at hans arv til hende kan gå videre til ekshustruen. Mange fraskilte har ifølge advokat Allan Ohms et ønske om at undgå en sådan risiko, og arveloven åbner nu mulighed herfor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

Kære brevkasse

Jeg er fraskilt og har en datter på seks år. Jeg har ikke andre børn. Hun skal selvfølgelig arve mig, når jeg ikke lever længere. Men hvis uheldet er ude, og vi måske kommer ud for en trafikulykke, og jeg dør før hun, men hun dør kort tid efter. Vil hun så arve, eller vil min ekshustru pludselig få anden del af min formue? Jeg har i forvejen afleveret ret så meget ved skilsmissen.

Med venlig hilsen

D.H.

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Det er jo forhåbentlig en situation, der ikke opstår, men det kan jo desværre ikke udelukkes. Skulle det gå så galt, så vil din datter arve dig, og hvis hun ikke har børn (og ikke er gift), så vil arven gå til anden arveklasse, og det vil sige forældrene, hvor din ekshustru altså vil få del i arven. Mange fraskilte har et ønske om at undgå en sådan risiko, og arveloven åbner nu mulighed herfor. Det kræver bare, at du tager det med i dit testamente – det følger ikke af sig selv.

Bestemmelsen i den nye arvelov har ifølge lovens forarbejder netop til formål at skabe mulighed for, at en formue, som en mindreårig har arvet eller fået udbetalt fra forsikringer fra den ene af forældrene – eller dennes slægt – ikke skal tilfalde den anden af forældrene eller dennes slægt, hvis barnet dør, inden det fylder 18 år.

Hvis du vil undgå, at din ekshustru (eller hendes slægt) i den situation arver noget, så er der en mulighed, som ret ofte benyttes i testamenter oprettet af fraskilte. Du kan efter arvelovens § 51 i dit testamente bestemme, hvem tvangsarv, der skal tilfalde din livsarving (altså din datter), skal gå til, hvis livsarvingen (din datter) dør før det fyldte 18. år, uden at have indgået ægteskab og uden at efterlade sig børn. Det kan du så vælge, men bestemmelsen falder automatisk væk, den dag din datter fylder 18 år. På det tidspunkt kan din datter selv oprette testamente, men selv om hun ikke gør det, så falder din bestemmelse alligevel væk, og du kan ikke styre, om din datter vil oprette testamente.

Da § 51 kom til i den nye arvelov foreslog Advokatrådet, at bestemmelsen ikke skulle falde væk af sig selv, men det gik Justitsministeriet og Folketinget imod. Baggrunden herfor var, at livsarvingen på dette tidspunkt bliver myndig og selv kan oprette testamente. Ønsker livsarvingen testamentets indhold videreført, må den pågældende derfor selv oprette testamente på dette tidspunkt – man kan så overveje, hvor mange 18-årige der går i gang med det lige efter myndighedsalderen er indtruffet.

Men så har du en anden mulighed. Bestemmelsen i arvelovens § 51 omhandler nemlig kun tvangsarven efter dig. Friarven (75 pct. af det, du efterlader dig) kan du derfor i dit testamente indsætte i en såkaldt successionsrækkefølge, jf. arvelovens § 60. Du kan f.eks. bestemme, at friarvsdelen skal arves af din datter på førstepladsen, og i det øjeblik hun dør, så skal arven gå videre til en anden angivet person. Sådan en bestemmelse falder ikke væk, når din datter bliver myndig. Tvangsarvedelen (25 pct.) kan du ikke indsætte i successionsrækkefølgen. Det følger af arvelovens regler.

Det bør overvejes, om du vælger at opdele testamentet i en del, der angår tiden, frem til din datter fylder 18 år (hvor du selv vælger 100 pct., hvem arven tilfalder), og så en anden del, der gælder, efter din datter er blevet myndig (hvor du kan råde over 75 pct.). Dette er begrundet i reglerne om boafgift, men jeg kan ikke indenfor rammerne af brevkassen gå nærmere ind i det her.

Successionsrækkefølgearv kan være en rigtig løsning, men udfordringen er, at vores arvelov ikke er særlig specifik omkring denne arveform. I den tyske arvelov findes over 47 paragraffer om sådan arv (Bürgerliches Gesetzbuch §§ 2100-2146), mens det i vores arvelov kun fylder en enkelt paragraf på få linjer (i alt 48 ord og vores arvelov er på »kun« 105 paragraffer). Derfor bør sådan bestemmelse i et testamente tage højde for den usikkerhed, som den kortfattede lovgivningstekst giver.

Af hensyn til andre læsere vil jeg lige nævne, at successionsrækkefølgearv – altså arv, der for livstid går til en førsteprioritet, og hvor det, der er tilbage ved død, går til andenprioriteten – i en række tilfælde kan være et effektivt værktøj ved udarbejdelsen af testamente. Der er dog en del ting, der bør overvejes i den sammenhæng, herunder boafgift (arveafgift) og alternative løsningsmuligheder.

Må jeg – også af hensyn til andre læsere – i denne forbindelse også nævne arvelovens § 52. Det er en mulighed for, at en arvelader ved testamente bestemmer, hvordan tvangsarv efter arveladeren skal fordeles ved en tvangsarvingens død,

  1. hvis tvangsarvingen ikke selv er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente (hvilket jo ellers er et krav for oprettelse af et gyldigt testamente),
  2. hvis tilstanden må forventes ikke at være forbigående,
  3. hvis tvangsarvingen ikke efterlader sig tvangsarvinger,
  4. hvis tvangsarvingen ikke har oprettet gyldigt testamente, og
  5. hvis den testamentariske disposition godkendes af en værge, der er beskikket for tvangsarvingen.

Der er altså visse muligheder. Problemet er, at disse muligheder kun kan benyttes, hvis muligheden kendes, og jeg tror ikke, alle er opmærksomme på det. Når jeg rådgiver om testamenter til forældre med umyndige børn, så tager jeg spørgsmålet op. Det gør jeg, samtidig med at vi drøftet eventuelle ønsker til værger for barnet, hvis ingen af forældrene lever, til barnet bliver myndigt, eller hvis der er grund til at gøre opmærksom på, at den anden forældre af den ene eller den anden grund ikke anses for at være den bedste værge for barnet.

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H) og mediator

www.ForumAdvokater.dk