Brevkassen: Skal jeg med på skødet, hvis min mand kommer på plejehjem?

I denne uges brevkasse er en læser interesseret i, om det kan betale sig, at hun også kommer med på skødet.

Et ægtepar vil gerne vide, om det kan betale sig for dem at få lavet en ny tinglysning, hvor de begge står på skødet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Kære brevkasse

Jeg følger altid jeres brevkasse i Berlingske og har også fået råd fra brevkassen før. Nu vil jeg igen meget gerne have et godt råd. Vi er et par, der har været gift i mange år. Vores hus og bil står i min mands navn, sådan var det nok mere almindeligt dengang, og det har aldrig været noget problem.

Nu har min mand desværre fået en alvorlig sygdom, der i værste fald kan føre til, at han skal på plejehjem. Oven i de problemer, spekulerer jeg på vores økonomi, hvis det værste skulle ske. Hvordan bliver udgifter til ophold på plejehjem beregnet?

Min mand har fået udbetalt sin kapitalpension, som vi har sat i banken til supplement og uforudsete udgifter. Jeg har en mindre arbejdspension. Udover det har vi folkepension og ATP. Nu er jeg bekymret for, at vi får så store udgifter, at jeg ikke kan forblive i huset. Omkostningerne til huset er ikke så store, da vi har boet her i mange år.

Efter brevkassens råd har vi fået en fremtidsfuldmagt, og i den forbindelse mente vores advokat, at det ikke kunne betale sig at få lavet en ny tinglysning, så vi kunne stå på skødet begge to. Det ville blive alt for dyrt. Nu vil jeg meget gerne have en second opinion, så jeg måske kan blive lidt roligere med hensyn til vores økonomi.

Jeg håber meget på et godt råd og siger på forhånd mange tak.

De venligste hilsner

NG

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Det glæder mig, at I har sikret jer med en fremtidsfuldmagt. Det gør flere og flere – der registreres mere end 60 fremtidsfuldmagter om dagen og tallet er stigende. Jeg vil på et senere tidspunkt i brevkassen – som lovet – give en samlet status på erfaringerne med fremtidsfuldmagter.

Prisen på en plejehjemsplads afhænger af, om det er et plejehjem efter de gamle regler, et nybygget plejecenter, størrelsen på boligen, velfærdsteknologi m.v. Huslejen kan derfor variere meget mellem de forskellige boliger, så du bør tage fat i kommunen.

Langt de fleste plejeboliger er lejeboliger, hvor du kan søge om boligydelse til hjælp til huslejen. Ved beregning af boligydelsen følger formuen den, der er registreret som ejer af formuen. Hvis den ægtefælle, der flytter i plejebolig, er eneejer af fast ejendom ifølge skødet, så indgår ejendomsvurdering af hele ejendommen i formueopgørelsen hos denne, også selvom ægtefællerne er gift og har fælleseje. Hvis hver part ejer en halvdel, så deler I formuen ved beregningen. Derfor er det ikke ualmindeligt, at ejerskabet til et hus skifter fra begge ægtefæller til kun den ene eller fra kun den ene til kun den anden.

Hvis I begge har positive nettoformuer, og skulle I blive skilt, så får I hver en halvdel af friværdien. Hvis din mand har en negativ formue (inklusive værdien af huset), så går det ud over dig på den måde, at du ved skilsmisse ikke får nogen del af husets værdi – den går til kreditorerne. Jeg gætter på, at det ikke er situationen, og at det i jeres tilfælde kan blive aktuelt at overveje, om din mand skal overdrage huset til dig for at undgå, at værdien af huset negativt påvirker din mands udgift til plejehjemsplads. Men det bør du drøfte med kommunen, din bank og din advokat.

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H) og mediator

www.ForumAdvokater.dk