Brevkassen: Sådan kan arv og penge mellem to sønner reguleres

I denne uges brevkasse er et ægtepar interesseret i, hvordan en eventuel regulering af penge og arv mellem deres to sønner skal håndteres.

»Det er alt for let at give råd – svar og så færdig. Men det giver ikke samme resultat som en udvidet drøftelse, hvor spørgeren hjælpes til selv at finde det svar, der altid er i maven på denne type udfordringer.« En af mange pointer advokat Allan Ohms, kommer med i besvarelsen i denne uges brevkasse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Kære brevkasse.

I forbindelse med salg af vort hus i 2006 blev vi enige med vore to sønner om, at den ældste søn fik en million kroner til køb af hus, og at den yngste søn fik 300.000 kroner til køb af lejlighed.

I vort testamente er noteret, at differencen på 700.000 kroner skal sikres vores yngste søn ved vores død.

Vores yngste søn har senest rejst krav om, at de 700.000 kroner bør reguleres i takt med inflationen fra 2006 og indtil tidspunktet for udbetalingen.

Vort spørgsmål er, om en regulering af beløbet i så fald bør ske i forhold til forbrugerindekset. Er det rimeligt og almindeligt?

Det skal anføres, at den ældste søns ejendom ikke er steget i værdi i den forgangne tid.

Man kan også anføre, at beløbet skal stå uændret i testamentet ud fra den usikkerhed, der er om reguleringen, idet en kraftig inflation vil medføre et urealistisk stort beløb og herved berøre en stor del af vores fælles formue.

Vores to sønner er vores eneste arvinger.

Med venlig hilsen

CMS

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Jeg tør næsten ikke svare på jeres spørgsmål. I går blev jeg betegnet som »lommepsykolog« i en diskussion om, hvordan advokater skal udføre deres arbejde.

Min pointe – som jeg står ved i dette svar – er, at jeg som advokat ikke skal svare på, hvad der er »ret og rimeligt«. Jeg ville derved netop kunne beskyldes for at være »lommepsykolog«. Men jeg skal, når jeg svarer, sikre mig, at spørgeren hjælpes til selv at svare.

Det kan måske lyde lommepsykologisk, men det er nu mere end som så. Det er alt for let at give råd – svar og så færdig. Men det giver ikke samme resultat som en udvidet drøftelse, hvor spørgeren hjælpes til selv at finde det svar, der altid er i maven på denne type udfordringer.

Det ville være helt uansvarligt, om jeg overfor jer skrev, hvad der efter min mening er ret og rimeligt. I stedet vil jeg svare, at jeres søn tager afsæt i, at de to skal arve lige meget. Det er jeres søns sandhed.

Men det er jo ikke et grundlovssikret krav. Han har kun ret til, når længstlevende er død, at arve 1/8 af formuen. Jeres anden søn har krav på den anden 1/8 – de 7/8 kan disponeres som friarv til Kattens Værn eller Hjemløses ve og vel eller til Retfærdighedspartiet.

Jeg tænker også, at der må være en grund til, at jeres testamente omtaler forholdet, men uden en reguleringsklausul. Det er vel udtryk for, at I har valgt denne løsning? Og nu føler I et pres for at ændre jeres testamente.

I skriver, at sønnens ejendom ikke er steget i værdi. Og så kan næste spørgsmål være: Hvad så hvis den falder i værdi? I nogle tilfælde forudsætter lige behandling, at mennesker behandles forskelligt. Det afhænger for eksempel af jeres sønners behov, om 50-50 målt ud til sidste decimal er det rigtige, eller om en anden fordeling passer bedre for jer. Det er trods alt jeres formue, vi taler om.

Forældre har lov til at bruge deres formue, også ved gaver, der ikke er lige store. Det kan udløse skuffelse, som igen kan føre til konflikt. Det ses ofte i dødsboer. Derfor er det fornuftigt at lytte til jeres søns ønske. Har I drøftet det med ham og hans bror – talt om gensidige forventninger og emnet »krav på andres penge«?

På den måde kan en løsning måske vise sig – det kan også være, at jeres søn i virkeligheden længe har følt sig forskelsbehandlet, og så kommer det til udtryk på denne måde. Mange konflikter begynder med en længere gåtur med en sten i skoen, og så går der pludselig hul.

Mit råd er, at I tager forældrerollen på jer og drøfter tingene i jeres familie med udgangspunkt i, at pengene tilhører jer. I kan samtidig drøfte, hvad der skal ske, hvis midlerne i boet ikke rækker til, at differencebeløbet kan udredes. Skulle det ske, er der nemlig også her en åbenbar risiko for, at forholdet mellem jeres sønner kan lide skade.

En god dialog, hvor der opnås en forståelse for og anerkendelse af, at I har lov til at agere, som I har gjort, vil være en fornuftig investering.

Hvis alle føler det fornuftigt, og hvis alle er enige om det, så kan det jo mellem jer aftales – gerne skriftligt – at der er enighed om, at forskelsbeløbet er forskud på arv, og at der ved deling efter længstlevendes død udbetales et differencebeløb på 700.000 kroner (med mindre differencen er blevet mindre i mellemtiden), pristalsreguleres for at tage højde for prisudviklingen i perioden fra arveforskuddets ydelse og frem til arveladers dødsfald.

Som I selv anfører, kan der også ved en reguleringsmodel være ulemper, så vejen frem er at arbejde hen imod en fælles forståelse.

Jeg er klar over, at det er lettere sagt end gjort, og I må selv vurdere, om udsigten til et positivt resultat er så ringe, at et forsøg mere vil være et hælde benzin på et bål end at give udsigt til forsoning og forståelse.

Er det tilfældet, stikker problemet dybere end et rentespørgsmål, og det kan I så tage bestik af og forholde jer til.

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H) og mediator

www.ForumAdvokater.dk