Brevkassen: Kan man tage fra ejendomskassen uden konsekvenser?

I denne uges brevkasse belyser advokat Allan Ohms, hvilke regler der gælder, når et medlem af bestyrelsen i en grundejerforening over en årrække misbruger fælles midler til privatforbrug.

Kassereren i en grundejerforening har misbrugt midler for 50.000 kroner til privatforbrug uden yderligere straf end tilbagebetaling af beløbet. Medlemmerne bør overveje, om det skal have et retligt efterspil. Arkivfoto: Ina Fassbender/AFP/Ritzau Finans Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære brevkasse

Vores grundejerforening er havnet i den uheldige situation, at kassereren har misbrugt midler privat for 50.000 kroner over en årrække. Vi er en grundejerforening på 60 huse og indbetaler 4.400 årligt i kontingent.

Der har været intern revision på regnskabet i alle årene, og regnskabet er derudover underskrevet af alle i bestyrelsen. Men efter en gennemgang af bilag nu – ikke alle bilag for alle årene – er der fundet misbrug, og kassereren har frivilligt valgt at tilbagebetale 50.000 kroner. Bestyrelsen mener hermed, at denne sag er lukket. Men er den det?

Kan det passe, at man kan »tage af kassen«, og når det bliver opdaget, så tilbagebetaler man bare? Vi er flere, der ikke forstår, at sagen blot lukkes med tilbagebetalingen, da det jo er et strafbart forhold, der er begået. Hvad siger I? Til orientering har vi fået ny kasserer.

Med venlig hilsen
J.F.

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Tak for dit spørgsmål, som jeg har valgt at bringe, fordi det giver anledning til at gøre opmærksom på denne problematik til hele det danske foreningsland. Det er nemlig desværre ikke ualmindeligt, at der sker berigelseskriminalitet i foreninger, sådan som I også har oplevet det.

Nu har jeg kun nogle ganske få linjers beskrivelse af det forløb, du spørger ind til. En sag af denne karakter vil ofte indeholde en række elementer, som bør kendes, før der kan gives et fuldt dækkende svar. Ikke desto mindre fortjener spørgsmålet at blive besvaret bedst muligt, men naturligvis med det her tagne forbehold.

Berigelseskriminalitet undergiver det, jurister kalder »offentlig påtale«, og hvis politiet gøres bekendt med forholdet, vil der blive taget stilling til, om der bør rejses en straffesag. En strafbar handling kan ikke gøres ugjort ved tilbagebetaling, men ved udmåling af straf vil tilbagebetaling tælle til fordel for den, der har begået en strafbar handling.

Bestyrelsen kan jo ikke forhindre medlemmer eller andre i at anmelde forholdet, men bestyrelsen kan formentlig godt indgå en aftale med kassereren. Når jeg skriver »formentlig«, så mener jeg, at der kan være forhold, som bevirker, at bestyrelsen ikke har denne ret, men det kræver flere informationer om fakta.

Du skriver ikke nærmere om, hvordan forholdet er blevet opdaget og håndteret over for medlemmerne. Efter min mening bør en bestyrelse i tilfælde som her bringe emnet op på en generalforsamling, hvor medlemmerne bliver informeret om sagen, forløbet, og hvor der gives en redegørelse for, hvordan beløbet på 50.000 kroner fremkommer.

Er der vished for, at det er det rigtige beløb? Du skriver, at ikke alle bilag er blevet gennemgået, og det må betyde, at der ikke er fuld afklaring af omfanget. Det fører mig videre til at undre mig over, at bestyrelsen lukker sagen med en tilbagebetaling, som du beskriver det.

Det vil også være vigtigt at oplyse nærmere om, hvordan det kunne ske. Har bestyrelsen haft anledning til at opdage forholdet? Hvad har den interne revisor gjort, og hvad kunne være gjort? Er foreningens tegningsregler (der beskriver, hvordan der kan tages penge ud af foreningskassen) blevet overholdt? Er der risiko for, at noget lignende kan ske?

Du skriver, at I har fået ny kasserer, og det må også være det mindste krav, men ud fra din beskrivelse har jeg svært ved at se, at den samlede bestyrelse, den interne revisor og muligt den eksterne kan fortsætte, uden at medlemmerne har haft lejlighed til at afgøre det spørgsmål.

Det havde været naturligt, om bestyrelsen havde taget emnet op på en generalforsamling, og hvor alle bestyrelsesmedlemmer stillede deres mandater til rådighed og det samme for ekstern og intern revisor. På den måde ville medlemmerne få mulighed for også at tage stilling til det vigtige element, der hedder »tillid«.

Et bestyrelseshverv i en forening er et tillidshverv. Selvom det som regel er ulønnet eller meget dårligt lønnet, betyder dette intet i forhold til det strafferetlige og heller ikke i forhold til det erstatningsretlige.

Den samlede bestyrelse har ansvar for foreningens økonomi. Der bør være regler om økonomien og tilsynet med den, herunder skal det være klart, hvad ekstern såvel som intern revisor bidrager med. Det er også vigtigt at have styr på, hvem der udadtil kan indgå aftaler på foreningens vegne, og hvem der kan råde over pengekassen. Det bør som regel ikke overlades til en enkelt person, for eksempel en kasserer. Der skal også være regler for, hvordan foreningens midler anbringes, og hvad de må bruges til.

Kassereren har normalt ansvaret for, at der findes bilag for alle indtægter og udgifter. Bilagene bør opbevares omhyggeligt i mindst fem år. Det bør aftales, hvem der kan godkende afholdelse af udgifter og godkende bilag. Kassereren har ansvaret for at afstemme bilag og gøre opmærksom på eventuelle problemer.

I mange foreninger er det vanskeligt at skaffe bestyrelsesmedlemmer, og ofte er medlemmerne ikke særligt interesserede i, hvad bestyrelsen foretager sig. Det kan føre til store problemer, og det er i dag meget almindeligt, at bestyrelser tegner forsikring for bestyrelsens medlemmers erstatningsansvar og tillige med dækning af underslæb.

Det er muligt, at bestyrelsens beslutning skyldes et ønske om at bevare den gode stemning. Al ære og respekt for det, men et tillidsbrud som det her omtalte kan ikke repareres, ved at man springer det ubehagelige over. Tingene må frem i lyset, debatteres, og så må der meget gerne være enighed om, at opbygningen af tillid begynder igen.

Tillid kan ikke aftales, men optjenes. Og det er der behov for i jeres grundejerforening. Min anbefaling er, at I tager en dialog med bestyrelsen og forsøger at finde en vej, som ikke behøver at omfatte politianmeldelse – men som det mindste en noget bedre forklaring og en sikring om, at der er taget de nødvendige tiltag for et undgå en gentagelse.

Med venlig hilsen
Allan Ohms, advokat (H)

www.forumadvokater.dk