Brevkassen: Kan jeg sikre, at min søns arv ikke går til min svigerdatter?

I denne uges brevkasse belyser advokat Erik Øvlisen, hvilke muligheder juraen giver for at sikre, at en læsers svigerdatter ikke får del i sønnens arv.

Der er flere muligheder, både med og uden hjælp fra juraen, hvis man ønsker, at en svigerdatter – eller -søn – ikke får del i sine børns arv.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Ina Fassbender/AFP/Ritzau Finans
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære brevkasse

Jeg skriver til jer i Brevkassen, da jeg ikke bryder mig om tanken om, at min svigerdatter en dag skal få del i mine penge. Jeg kan ikke lide min svigerdatter, men min søn forstår ikke, at han har gjort et meget dårligt valg. Jeg vil derfor sikre, at ingen del af min søns arv går til min svigerdatter.

Venlig hilsen
Y.S

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Jeg skal ikke moralisere over gode eller dårlige valg i tilværelsen. Det er selvfølgelig uheldigt, at du ikke billiger din søns valg af ægtefælle, men såfremt du havde valgt svigerdatteren, og din søn ikke ville billige dit valg, ville det vel være meget værre.

Juraen er nok ikke din bedste hjælper. Hvis vi et øjeblik ser bort fra den, så ved jeg ikke, om du har forsøgt at forbedre relationen. Jeg tænker, at problemet martrer både din svigerdatter, din søn og dig selv, og det skal måske stå på i mange år. Hvis du vil gå den vej, kan du forsøge familiemediation eller anden støtte til at løse konflikten. Hvis det er forsøgt, eller hvis du ikke har lyst til at gå den vej, så lad mig svare på, hvad juraen kan gøre for dig.

Din svigerdatter arver dig ikke efter loven. Arv efter dig vil tilfalde din søn, og har du kun den ene søn, så vil han efter arvelovens regler arve alt, hvad du efterlader dig. Hvis du ikke efterlader dig noget – eller hvis din søn frivilligt giver afkald på at arve dig – så bliver der naturligvis ikke noget at arve, men selvom du teoretisk kunne bede din søn om at give afkald på arv, eller du kunne forære alt væk, så er det ikke en realistisk fremgangsmåde.

Jeg tænker, at din søn næppe ville billige forslaget, og du kan jo ikke forære alt væk og så opretholde en tålelig levestandard. Man kender sjældent sin udløbsdag i forvejen, og venter man med gavmildheden, til dødsdagen er (så godt som) sikker, så er der tale om en dødsgave eller dødslejegave, hvor reglerne om testamente skal overholdes. Dette betyder blandt andet, at reglerne om tvangsarv skal respekteres.

Du kan vælge at begrænse din søns arv til tvangsarven, der i din situation er 25 procent af det, der falder i arv efter dig. Hvis du gør arven til din søns fuldstændige særeje, så har du begrænset arven mest muligt.

Den øvrige formue – 75 procent – kan du forære til en velgørende forening. Hvis du betænker en af de cirka 40 velgørende foreninger, der er med i samarbejdet »Det Gode Testamente«, så kan du endda få et tilskud på 5.000 kroner til udarbejdelse af testamentet.

Hvis du har børnebørn, så kan det jo tænkes, at du i en dialog med din søn kan overbevise ham om, at han bør frasige sig arv til fordel for børnene. Hvis det ikke er en farbar vej, så kan du bruge de 75 procent – den såkaldte friarv – til at tilgodese dem. Og har du gjort din søns 25 procent til fuldstændigt særeje, så vil børnene ved hans død arve halvdelen, og hustruen vil få begrænset sin andel til 50 procent (medmindre din søn ved testamente bestemmer andet).

Du har mulighed for, når du, som tiden går, kan overskue dine egne økonomiske behov, i levende live at forære gaver til eventuelle børnebørn eller til andre. Hvis det er mennesker uden for gaveafgiftskredsen, skal du tænke dig godt om, da sådanne gaver koster indkomstskat for modtageren. Men velgørende foreninger kan modtage uden afgift eller skat. Du kan så justere testamentet hen ad vejen efterhånden, som udviklingen sker – og skulle miraklet ske, at forholdet til svigerdatteren bedres (eller hvis du får en ny svigerdatter), så kan du tilbagekalde dit testamente.

Nu har jeg fortalt lidt om mulighederne, men det er umuligt at komme ud i alle hjørner i et svar i Brevkassen. Det er derfor mit råd til dig, at du tager en samtale om det med din advokat.

Med venlig hilsen
Erik Øvlisen, advokat (H),

www.forumadvokater.dk